Tirsdagens aktier: Ørsted styrtdykkede efter chok fra USA mens Novo fik revanche

Udgivet den 21-01-2025  |  kl. 17:03  |  
Arkiv: Foto

Ørsted-aktien blev endnu engang straffet tirsdag, efter at energiselskabet mandag aften skuffede investorerne med nye milliardnedskrivninger på sine projekter i USA.

For det samlede marked var det i store træk den nyindsatte amerikanske præsident, Donald Trump, der svingede taktstokken med sine udtalelser og byge af underskrevne dekreter oven på indsættelsen mandag.

I første omgang var reaktionen et chok, men over dagen kravlede C25-indekset op og endte med et plus på 1 pct. i 1758,15.

- I bund og grund ser vi et marked, der er lige så forvirret, som alle vi andre er, og som prøver at finde hoved og hale i det hele. Der kommer så mange forskellige meldinger fra Donald Trump og administrationen, og måske skal vi bare lige ride stormen af de her dage, slå koldt vand i blodet og måske ikke gøre for meget. Det må lige bundfælde sig, siger Lars Hytting, der er chef for aktiehandel hos Artha Kapitalforvaltning, til MarketWire.

Trumps aversion mod vindenergi ramte tirsdag også Vestas sammen med nedturen til Ørsted. Til gengæld fik Novo Nordisk og Zealand Pharma revanche efter flere dage med tunge fald til særligt Novo.

- Det er ikke overraskende, at det starter med 180 km/t. Danmark trækkes op af Novo, som stiger lidt, og det er ikke, fordi der er nyt, men fordi de har fået på puklen både de seneste dage og over lang tid, lød det videre.

ØRSTED MED NYE NEDSKRIVNINGER

Ørsted annoncerede mandag aften yderligere nedskrivninger på 12,1 mia. kr. på sine investeringer i USA, hvilket har betydning for regnskabet for fjerde kvartal.

- De nedskrivninger, vi har meldt ud i dag - og især de fortsatte konstruktionsmæssige udfordringer - er meget skuffende, lød det mandag aften fra topchef Mads Nipper i en meddelelse.

- Vi er dog tilfredse med vores driftsmæssige udvikling, og vi bekræfter således vores forventninger til EBITDA for hele året drevet af den stigende elproduktion fra vores voksende globale portefølje af anlæg til produktion af vedvarende energi, sagde han.

For både Ørsted og vindmølleproducenten Vestas er det også værd at notere, at Donald Trump vil stoppe for nye udbud af havmølleprojekter ud for de amerikanske kyster. Det flugter med tidligere trusler fra Trump op til indsættelsen.

I mandagens annoncering fremgik det desuden, at USA vil trække sig fra Paris-aftalen. Det gjorde Donald Trump også i sin første embedsperiode, men det omgjorde den nu forhenværende præsident Joe Biden.

Ørsted-aktien blev tirsdag sendt i dybet med et fald på 10,7 pct. til 278,70 kr., mens Vestas tabte 2,3 pct. til 95,22 kr.

- Det er ikke overraskende, at Ørsted er i vælten med nye katastrofale nedskrivninger i USA, oven i at Donald Trump ikke er den store tilhænger af havvind, siger Lars Hytting, der opfordrer investorer til at holde sig i ro den første tid.

Tirsdag fik Ørsted også skåret sit kursmål til 460 kr. fra 540 kr. hos Morningstar, der gentager anbefalingen "køb".

NOVO INDHENTEDE EFTER STORE TAB

Novo Nordisk steg derimod 4 pct. til 573,60 kr. efter et samlet fald på næsten 9 pct. de foregående to handelsdage.

Det skete, efter at flere internationale medier over det seneste døgn har skrevet om resultaterne af den første undersøgelse, der vurderer, hvordan vægttabsmedicin påvirker hele menneskets sundhed.

Hos BBC taler forskere om en "øjenåbnende" indvirkning på kroppen. Analysen, der involverede omkring to millioner mennesker, forbandt lægemidlerne med bedre hjertesundhed, færre infektioner, lavere risiko for stofmisbrug og færre tilfælde af demens.

Også branchefællen Zealand Pharma steg 5 pct. til 731,50 kr.

.\\˙ MarketWire

Trine Vestergaard

Tags:  Danmark❯  Market Close❯  Shares❯ 

Seneste nyheder

10:42 Ørsted står foran en svært valg mellem at sælge fra eller at rejse ejenkapital mener storbank
10:32 Cheføkonom ser norsk inflation på vej under kontrol: Det er snart tid til lempelser
10:11 Norges Bank vil sænke renten til marts
09:57 Schweizisk GN-rival løftes af roser fra Morgan Stanley: Pc-markedet er nu mere positivt
09:55 Netcompany indgår skatteløsningsaftale i Grækenland til værdi af 70 mio. euro
09:44 Tryg nærmer sig afslutning for tilpasning af industriforretning
09:12 Swedbank er i hopla efter bedre end ventet regnskab
09:12 Trygs topchef om inflationen: Den kommer også til at fylde i 2025
09:10 Aktier/åbning: Tryg straffes for regnskabsskuffelse og trækker C25 med ned
09:07 Vejrskader trak en flig af tæppet væk under Tryg i fjerde kvartal mener Jyske Bank
08:58 DFDS får skåret knap en tredjedel af kursmålet af SEB efter nedjustering
08:56 Obligationer/åbning: Renterne holder stand før norsk rentemøde
08:49 Ørsted: Overblik over analytikernes sænkede kursmål efter milliardnedskrivninger
08:44 FLSmidth-konkurrenten Sandvik overgår forventningerne i mineudstyrsdivisionen
08:40 Aktier/tendens: Tryg skuffer med kvartalstal i sløj start på dansk regnskabssæson
07:38 Trygs forsikringsdrift lidt lavere end ventet og investeringer trækker gevaldigt ned
07:37 Ørsted: Overblik over analytikernes sænkede kursmål efter milliardnedskrivninger
07:26 Obligationer/tendens: Norsk rentemøde og forbrugertillidstal fylder før starten
07:04 Carlsberg får sænket kursmål hos SEB: Ser modvinde fortsætte
06:38 Asien: Generelle stigninger efter nye kinesiske tiltag