Tirsdagens aktier: ISS, Ambu og Vestas til tops på positiv dag

Udgivet den 07-04-2020  |  kl. 17:13  |  
Arkiv: Foto

Medicoselskabet Ambu kom sent mandag med en opjustering af forventningerne, og i et coronaramt aktiemarked var det noget, investorerne syntes særdeles godt om tirsdag. Sammen duoen ISS og Vestas var de C25-top tre tirsdag.

Royal Unibrew og Carlsberg endte derimod i den tungere ende og blandt de fem aktrier der faldt. Ingen Roskilde Festival, Northside, Smuk Fest eller Tinderbox og ingen sportsbegivenheder med tilskuere en rum tid frem var stof til kursfald, der også sås hos fodboldklubber og Tivoli.

Generelt var der dog generelt brede smil på aktiemarkedet tirsdag. Det brede C25-indeks steg med 1,5 pct. til 1159,79.

- Markedet tror, det værste fra coronaudbruddet ligger bag os, siger aktiestrateg i Formuepleje Otto Friedrichsen.

Han vil dog ikke sige, at optimismen er i højsædet, men udtrykker det som:

- Pessimismen er aftagende.

De amerikanske aktier tog mandag et massivt hop på mere end 7 pct. - det største hop på en dag siden Anden Verdenskrig - de asiatiske steg et par procent natten til tirsdag, og i Europa var aktierne generelt 2-3 pct.højere. Drivkraften var mere positive nyheder fra de hårdt ramte lande Spanien og Italien.

AMBU MED OPJUSTERING

Sent mandag opjusterede Ambu forventningerne til 2019/20 ganske markant og leverede flotte foreløbige tal for andet kvartal, der sluttede med udgangen af marts.

I kvartalet blev der meldt om rekord i salget af engangsendoskoper, der ramte 313.000 mod 182.000 i det tilsvarende kvartal året før - en vækst på mere end 70 pct.

Det var blandt andet den udvikling, der fik selskabet til at løfte sine forventninger til hele regnskabsårets organiske vækst, der nu ses lande på 26-30 pct. mod en tidligere forventning om 16-22 pct.

Endoskopsalget ventes nu at blive på over 1 mio. enheder mod tidligere ventet "omkring" 900.000 enheder.

Påvirkningen har været større, end hvad senioranalytiker Søren Løntoft Hansen fra Sydbank havde regnet med, og han ser også mulighed for, at der kan blive tale om mere end blot en engangseffekt.

- Jeg havde i forvejen vurderet, at Ambu nok var tættere på en opjustering end en nedjustering, men det overrasker mig egentligt, hvor positivt påvirket man er af den her øgede efterspørgsel, siger han til Ritzau Finans.

Nyheden sendte Ambu-aktien op med 8,7 pct. til 200 kr. Aktien er nu steget knap 80 pct. i år. Kun to First North-aktier er steget mere. Tættest på Ambu uden for First North ligger Lollands Bank, der er steget små 20 pct. i år - på opkøbsinteresse fra Sparekassen Sjælland Fyn.

ISS overtrumfede Ambu uden selskabsnyt. Aktien steg 9,1 pct. til 100,65 kr.

FORSAMLINGSFORBUD KOSTEDE FOR BRYGGERIERNE

Meldingen fra statsministeren mandag aften om, at store forsamlinger fortsat ikke er tilladt, rammer sommerens store musikfestivaler og sportsbegivenheder. Det sendte blandt andet leverandørerne af drikkevarer til disse events - Carlsberg og Unibrew - ned i bunden af C25.

Unibrew faldt 2,6 pct. til 471,40 kr., og Carlsbergs B-aktie dykkede 1 pct. til 792 kr. Begge aktier er siden nytår faldet med mere end 20 pct.

I toppen endte også de to rederiaktier fra Mærsk. De steg begge omkring 5 pct. - B-aktien til 6674 kr.

Når risikolysten viser sig, er cykliske aktier som blandt andet rederier "gefundenes Fressen" for markedet. Derfor var også FLSmidth i den gode del af C25. Aktien steg 4 pct. til 161,85 kr., mens også cykliske Rockwool steg 5 pct. til 1314 kr.

Defensive aktier som Novo og Coloplast lå af samme grund i den tunge ende med fald lige over 2 pct.

NOVOZYMES SUSPENDEREDE FORVENTNINGER

Vestas og Novozymes suspenderede begge tirsdag forventningerne for 2020 grundet den usikkerhed, som udbruddet af coronavirus har skabt. Begge selskaber fastholdt dog udbytte.

For første kvartal kunne Novozymes notere sig en organisk salgsvækst på 10 pct. og en foreløbig overskudsgrad på cirka 29 pct. Aktien steg 5 pct. til 322,40 kr.

Der var flere opløftende meldinger i tirsdagens meddelelse fra Novozymes, og særligt en fastholdelse af aktietilbagekøbsprogrammet sendte et stærkt signal til investorerne.

Det vurderer Michael Friis Jørgensen, der er chefaktieanalytiker hos Alm. Brand Markets.

Han kalder suspenderingen af forventningerne for ventet.

DET SAMME GJORDE VESTAS

Vestas meddelte tirsdag, at foreløbige tal for første kvartal indikerer, at kvartalet har været som ventet.

Sydbank er lidt overrasket over, at vindmølleproducenten tirsdag også valgte at suspendere sine forventninger til 2020 som følge af coronavirus-udbruddet.

- Vi betragter fortsat Vestas som et selskab, der er umanerligt godt rustet til de negative effekter fra Covid-19 - både i forhold til direkte konkurrenter og i forhold til selskaber i andre sektorer og industrier, vurderer Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef hos Sydbank.

Samtidig påvirkes udbyttebetalingen ikke.

- Det er efter vores vurdering et klart vidnesbyrd om, at Vestas står urokkeligt finansielt - selv med den aktuelle usikkerhed, vurderer Jacob Pedersen.

Vestas steg 5,7 pct. til 5593,80 kr.

OPLEVELSESSELSKABER FALDT

Uden for C25 rammes Tivoli af statsministerens mandagsmelding. Aktien satte sig 4,7 pct. til 610 kr. Ifølge direktør Lars Liebst taber Carstensens gamle have 6 mio. kr. i omsætning per lukkedag. Det oplyste han til TV2 Lorry. Han oplyste dog til Ritzau Finans, at haven er klar til åbning 11. maj.

Forbuddet mod de store forsamlinger rammer også fodboldklubberne. Aktierne i Aarhus Elite, selskabet bag AGF, faldt 4,8 pct. til 0,40 kr. Mens aktierne i Brøndby faldt 4,2 pct. til 0,30 kr. kr. Brøndby suspenderede også tirsdag forventningerne til 2020 grundet effekten fra corona-udbruddet på indtægterne. Parken, der står bag forboldklubben FCK og coronalukkede Lalandia, faldt 2,1 pct. 66,80 kr.

/ritzau/FINANS

Claus Mikkelsen

Tags:  Danmark❯  Market Close❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder