Tirsdagens aktier: Novo begrænsede nedtur udløst af høje renter

Udgivet den 26-09-2023  |  kl. 17:07  |  
Arkiv: Foto

Høje renter og en truende nedlukning af statsapparatet i USA skabte usikkerhed på finansmarkederne og trykkede aktiekurserne tirsdag, hvor Novo Nordisk dog begrænsede nedturen på børsen i København.

I fokus var kreditvurderingsinstituttet Moody's, der mandag havde advaret om, at en nedlukning af statsapparatet i USA kan få betydning for landets kreditvurdering.

Og tiden er ved at rinde ud. En politisk løsning eller en udskydelse af beslutningsprocessen skal findes senest natten til søndag.

- Det er det sidste af de tre store kreditvurderingsinstitutter, der har en topkreditvurdering af USA, og det er klart, at piller man ved det her, så kan det have effekt på renterne. Vi så også mandag de amerikanske renter gå et nøk højere, og det er selvfølgelig også et omdrejningspunkt for aktiemarkedet tirsdag, siger Otto Friedrichsen, aktiestrateg i Formuepleje, til MarketWire.

NOVO OG MÆRSK HOLDER HÅNDEN UNDER MARKEDET

Herhjemme endte et flertal af eliteaktierne lavere. C25-indekset faldt dog kun 0,2 pct. til 1692,39, da i særdeleshed Novo afbødede faldet.

Medicinalaktien steg 2 pct. til 650,10 kr. efter fald tre børsdage på stribe.

- Generelt har farmaaktierne det godt i Europa i dag, og når markedet er usikkert, ser man ofte en flugt mod sikkerhed og mod en aktie som Novo, siger Mads Zink, chefhandler i Danske Bank.

I samme sektor steg Genmab 1,9 pct. til 2568 kr.

Et flertal af C25-aktierne faldt dog med Vestas og Netcompany i front.

- Det er ofte de aktier, der rammes, når markedet er nervøst, siger Mads Zink.

Vestas, der ellers kunne annoncere en canadisk ordre på 136 megawatt, faldt mest med 5,1 pct. til 144,64 kr., og Netcompany dykkede 4,2 pct. til 265,70 kr.

Mens de stigende renter overordnet ikke er aktiemarkedets kop te, så er de til gengæld vand på bankernes indtjeningsmølle, og sektoren var da også med i toppen tirsdag.

Blandt de otte stigende C25-aktier var Danske Bank, der endte 0,2 pct. højere i 163,90 kr., og Jyske Bank, der steg 0,7 pct. til 514,20 kr.

HARTMANN FLYTTER SIG VÆK FRA INDIKERET BUD

Blandt sidepapirerne steg Hartmann 4,9 pct. til 323 kr. og bevægede sig dermed yderligere væk fra det mulige bud på 300 kr., som majoritetsaktionæren Thornico Holding har meddelt, at det overvejer at lægge på bordet i forbindelse med en mulig afnotering.sas

Også SAS var i fokus.

Som led i restruktureringsprocessen af flyselskabet er det ikke længere muligt for interesserede investorer at byde ind med kapital til luftfartsselskabet SAS, da budfristen for de potentielle investorer er overskredet. I stedet vil flyselskabet nu begynde at evaluere de potentielle bud, der er indløbet, og herefter oplyse resultatet.

SAS, der fra morgenstunden offentliggjorde et underskud på over 400 mio. kr. i august, faldt 6,9 pct. til 0,1790 kr.

.\\˙ MarketWire

Jakob Dalskov

Tags:  Danmark❯  Market Close❯  Shares❯ 

Seneste nyheder