Tirsdagens aktier: Novo Nordisk i ny lukkekursrekord
Det danske C20-indeks steg tirsdag 1,3 pct. til 464,19 blandt andet løftet af indekstunge Novo Nordisk og A.P. Møller - Mærsk, som fik løftet sin anbefaling til køb af Jyske Bank. I den anden ende af eliteindekset måtte Vestas endnu en gang agere bundprop.
- De store danske aktier klarer sig fint, hvor Novo Nordisk er i all time high, mens de cykliske aktier ligger i toppen af eliteindekset. Generelt har det været en dag med mere appetit på risiko, hvilket også fremgår af de sydeuropæiske renter, hvor den spanske rente er faldet til 6,7 pct. fra over 7 pct. i går, sagde aktiehandler hos Jyske Bank Michael Lyngsø til Aktiefokus.
A.P. Møller - Mærsk steg 2,4 pct. til kurs 39.660. Jyske Bank hævede sin anbefaling på A.P. Møller - Mærsk-aktien til køb fra reducer. Samtidig blev kursmålet løftet til 46.000 kr. fra 40.000 kr.
Novo Nordisk steg 1,2 pct. til kurs 893,5, hvilket er alle tiders højeste lukkekurs. Samtidig er Novo Nordisk det første danske børsnoterede selskab med en markedsværdi på over 500 mia. kr.
De cykliske aktier klarede sig godt i tirsdagens aktiemarked. Mineudstyrs- og cementudstyrsproducenten FLSmidth lukkede 3,1 pct. højere i 337,6 kr., og transportselskabet DSV steg 1,4 pct. til kurs 118,6 kr.
Vestas tabte 5,3 pct. til kurs 26,37. Michael Lyngsø fra Jyske Bank pointerede, at der er negativ fokus på den danske vindmølleproducent, og at aktien er blevet ekstremt volatil med pil ned.
Novozymes og ethanolmarkedet fik tirsdag nyt fra tyske CropEnergies, som fik en omsætningsfremgang på 22 pct. til 160,5 mio. euro i sit forskudte første kvartal. Selskabet skrev, at bioethanolproduktionen steg 22 pct. til 193.000 m3. Novozymes steg 2,5 pct. til kurs 154,9.
TDC endte 1,0 pct. lavere i kurs 41,02. Det japanske finanshus Nomura sænkede sin anbefaling på TDC til neutral fra køb, mens kursmålet blev skåret til 50 kr. fra 54 kr.