Tirsdagens aktier: Rekorder på stribe trods nedjustering fra Apple

Udgivet den 18-02-2020  |  kl. 17:08  |  
Lundbeck - Research

Kursfald i det meste af Europa gik uden om det danske aktiemarked tirsdag, hvor C25-indekset satte rekord efter en stigning på 0,7 pct. til 1363,56, og hele syv indeksmedlemmer, herunder Novo Nordisk og Ørsted, nåede højeste niveau nogensinde.

Apple havde ellers nedjusteret sin salgsprognose mandag aften med henvisning til virusudbruddet i Kina og fik derved atter investorernes øjne op for risikoen for, at sygdommen gør indhug i en række virksomheders indtjening.

Men meldingen fik også markedsdeltagerne til at søge efter alternativer, som ikke i samme grad er eksponeret mod den økonomiske vækst.

- Apple er et synligt bevis på, at der er nogle konsekvenser af coronavirusset. Så selv om det ikke kommer som et chok, så er det da en reminder om, at det altså rammer, siger senioraktierådgiver i Jyske Bank Martin Munk.

Han peger dog på, at mens aftagende vækst og faldende priser på råvarer påvirker aktier som FLSmidth og A.P. Møller-Mærsk, så søger investorerne over i defensive aktier, hvis forretning er mere skærmet mod konjunkturudsving.

SYV REKORDER

Tirsdagens rekordaktier tilhørte da også hovedsageligt det defensive segment.

Ørsted lukkede 2,8 pct. højere i 764,20 kr., Novo Nordisk steg 0,9 pct. til 442,45,20 kr., og Coloplast, der ellers har produktion i Kina, endte med en gevinst på 2,7 pct. til 980 kr.

Der var desuden rekorder til Genmab, der lukkede 1,7 pct. højere i 1665 kr. forud for sit årsregnskab onsdag, og til Novozymes, der steg 0,6 pct. til 382,70 kr. Også Royal Unibrew satte akkurat rekord efter en stigning 0,2 pct. til 676 kr.

Endelig satte GN rekord efter en stigning på 1,4 pct. til 400 kr. Konkurrenten Sonova opjusterede tirsdag forventningerne.

Lundbeck, der fredag venter en tilbagemelding i USA på sin ansøgning om markedsføringstilladelse for et migrænemiddel, var med i toppen af C25 med en stigning på 2,7 pct. til 269,10 kr.

AMBU OG PANDORA PRESSES

I den modsatte ende af eliteindekset faldt FLSmidth med 2,2 pct. til 249,60, og Mærsks B-aktie tabte 0,7 pct. til 8420 kr. Begge aktier tilhører det cykliske segment, hvis indtjening svinger i takt med konjunkturerne.

I bunden var også Pandora, som selv er berørt af virusudbruddet og har måttet lukke butikker i Kina, efter et fald på 1,9 pct. til 338,40 kr. Carnegie løftede sit kursmål for Pandora til 330 kr. fra 300 kr., men gentog anbefalingen "sælg".

Danske Bank havde analytikermodvind og faldt 1,3 pct. til 118,90 kr., efter at finanshuset Bank of America havde sænket sin anbefaling til "underperform" fra "neutral".

RYGKLAP TIL NKT

Blandt sidepapirerne løftede NKT-aktien sig hele 5,6 pct. til 180 kr.

Både Nordea og Danske Bank har løftet deres kursmål for aktien til 200 kr. fra henholdsvis 160 kr. og 150 kr. og gentaget anbefalingen "køb".

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov

Tags:  Danmark❯  Market Close❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder