Tirsdagens aktier: Rockwool og Demant skilte sig positivt ud

Efter stigninger om formiddagen vendte det danske aktiemarked i løbet af tirsdagen rundt for at slutte i minus anført af selskaber som Netcompany og Ørsted.
Rockwool markerede sig omvendt positivt, efter at Erhvervsstyrelsen frikendte selskabet for sanktionsbrud i Rusland, og der var også fremdrift i Demant efter positivt analytikernyt.
- Det har været ren relativ rolig dag, men der er minusser samlet set. Dagen startede ellers med små plusser, men så har det været en lidt sivende tendens siden kort før middagstid.
- Det samme har vi set på de øvrige børser i Europa, uden at der som sådan er kommet noget nyt frem, der kan forklare drejningen. Tværtimod har vi set et stærkt nøgletal fra USA for forbrugertilliden, siger senioraktierådgiver Martin Munk fra Jyske Bank til MarketWire.
GOD STIME BRUDT FOR NOVO
Efter syv dage i træk med stigninger og flere lukkekursrekorder gik den ikke længere for Novo Nordisk, som med et minus på 0,2 pct. til 1064,40 kr. dog klarede sig hæderligt sammenlignet med markedet samlet set.
Facit ved lukketid for det danske eliteindeks, C25, var nemlig et fald på 0,8 pct. til 1738,93, efter at indekset havde toppet tidligt om formiddagen med et plus på 0,5 pct.
Bankerne gjorde god figur tidligt tirsdag efter mandagens begivenheder i USA, hvor holdingselskabet bag First Citizens Bank overtog en del af Silicon Valley Bank (SVB) fra de amerikanske myndigheder.
Siden begyndte de danske bankaktier dog at dumpe ned igennem C25, og Danske Bank endte 0,8 pct. lavere i 136,20 kr. Nordea faldt desuden 0,7 pct. lavere i 69,66 kr., mens Jyske Bank endte i et spinkelt plus på 0,1 pct. til 473,40 kr.
Helt i C25-bunden sluttede imidlertid Netcompany med et fald på 2,3 pct. til 232,20 kr., mens Ørsted fulgte efter med et fald på 2,0 pct. til 550 kr., efter at finanshuset Oddo BHF havde sænket anbefalingen af aktien til "underperform" fra "neutral" og kursmålet til 580 kr. fra 700 kr.
I toppen var derimod høreapparatvirksomheden Demant med et plus på 2,9 pct. til 233 kr., efter at det amerikanske finanshus Morgan Stanley løftede sin anbefaling af aktien til "ligevægt" fra "undervægt". Kursmålet blev i samme ombæring hævet til 218 kr. fra 190 kr.
HAR IKKE OVERTRÅDT SANKTIONER
Rockwool steg desuden 1,3 pct. til 1639 kr., efter at Erhvervsstyrelsen efter en undersøgelse kunne konkludere, at selskabet ikke har overtrådt sanktioner ved eksport til Rusland.
Dagen bød også på den første bioteknotering siden 2017 i form af Pharma Equity Group, der er kommet ind ad bagdøren på børsen gennem en overtagelse af børsskallen efter Blue Vision.
Det blev en noget omskiftelig første dag, da aktien startede med at stige 20 pct. til kurs 0,9 kr., før aktien vendte rundt og sluttede med et fald på 60 pct. i kurs 0,30 kr.
Onlinehandelsplatformen Boozt kom i forbindelse med sin kapitalmarkedsdag med nye langsigtede forventninger, herunder ambitionen om en driftsmargin på over 10 pct.
Boozt-aktien endte dagen 0,1 pct. højere i 73,45 kr.
Rederiet Norden præsterede noget bedre med et plus på 4,2 pct. til 479,80 kr., efter at finanshuset ABG Sundal Collier har hævet kursmålet for aktien med knap 33 pct. til 574 kr. Anbefalingen af aktien fastholdes på "køb".
.\\˙ MarketWire
Tags: Danmark❯ Market Close❯ Shares❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1176
- næste ›