Tirsdagens aktier: Småsur stemning vendt til marginalt plus - KORR

Udgivet den 07-07-2020  |  kl. 17:18  |  
Arkiv: Foto

(Kurs for Novo indsat)

Aktiemarkederne var i en noget sur stemning det meste af tirsdagen efter en forrygende mandag. Mod slutningen af dagens handel endte det dog med et marginalt plus.

I Danmark lå cykliske aktier som FLSmidth og Rockwool i top, mens bunden blev indtaget af duoen Demant og GN. Trods det generelt småsure marked leverede DSV Panalpina, Novozymes, Ørsted og Genmab kursrekorder.

- Selvom opblussen af corona rundt omkring i verdenen har ført til nedlukninger flere steder i USA, Storbritannien, Spanien og Australien er der stadig en fornuftig interesse for cykliske aktier i tirsdagens sommerstille marked, påpeger senioraktiehandler Christian Thatje i Sydbank.

Han ser dagens bevægelse mere som udtryk for lidt gevinsthjemtagning efter nogle gode dage - specielt mandag, hvor C25-satte rekord.

- Henover sommeren venter jeg et kænguru-marked - op et par dage og ned et par dage, men underliggende er der fortsat meget likviditet i marked, der understøtter, vurderer senioraktiehandleren.

C25-indekset steg marginale 0,03 pct. til 1392,51 til rekord for anden dag i træk. og den 17. i år.

FLSmidth steg 1,3 pct. til 202,50. RBC har indledt dækning af aktierne i cement- og mineudstyrsproducenten med en positiv anbefaling. Anbefalingen sættes til "outperform" og kursmålet til 265 kr.

Cykliske Rockwool steg 1,1 pct. til 1870,00.

Defensive Novo Nordisk satte sig 1,3 pct. til 430,80 kr.

Vestas var også i fin form på den ellers småsure tirsdag og endte med en stigning på 1,1 pct. i 717,40 kr.

I følge kilder i markedet skal Bank of America have løftet kursmålet til 910 kr. for aktien og givet den anbefalingen "outperform". Af de 27 analytikere, der offentliggør anbefalinger på Bloomberg, er der ingen der har et så højt kursmål.

I bunden endte Demant og GN begge uden nyt. GN faldt 1,3 pct. til 370,40 kr., mens Demant faldt 2,2 pct. til 184,50 kr.

- Der er ikke noget specielt ude om de to. Jeg ser det som en reaktion på de pæne stigninger, de havde mandag efter Sonovas opdatering, siger Christian Thatje.

B&O FALDT EFTER TAL

I sidepapirerne løb det problemramte designikon Bang & Olufsen med opmærksomheden efter at have offentliggjort et, hvad selskabet selv kalder "skuffende" regnskab for fjerde kvartal.

135 mio. kr. lød minusset på netto eller mere end dobbelt så meget som sidste år, mens omsætningen faldt til 377 mio. kr. fra 618 mio. kr. i fjerde kvartal 2018/19.

- Det har været et skuffende år for Bang & Olufsen. De utilfredsstillende resultater skyldtes primært manglende fremgang i den igangværende omstilling til en mere efterspørgselsdrevet detailmodel og højere end forventet salg gennem uautoriserede kanaler, siger Kristian Teär, der er administrerende direktør i B&O, til årets resultater.

Bang & Olufsen fastholdt de forventninger, som selskabet meldte ud i midten af maj.

Bang & Olufsen tabte 2,8 pct. til 11,66 kr. Tæt på det halve af niveauet for et år siden.

SAS FORTSAT CORONARAMT

SAS leverede trafiktal for juni. De viste selskabet fortsat var hårdt ramt af coronakrisen, som betød et fald i passagerer på 86 pct. sammenlignet med 2019. Der er dog fremgang at spore i forhold til maj, og midt i måneden fordoblede selskabet sin flykapacitet til 30 maskiner. SAS oplevede et fald i trafikvæksten på 94,6 pct. i forhold til samme måned sidste år målt i antal fløjne passagererkilometer, RPK, mens det samlede passagerantal faldt med 85,5 pct. til 427.000 i juni.

SAS-aktien faldt 1,1 pct. til 5,64 kr.

/ritzau/FINANS

Claus Mikkelsen

Tags:  Danmark❯  Market Close❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder