Tirsdagens aktier: Vestas slog seneste rekord med flere længder

Udgivet den 11-08-2020  |  kl. 17:07  |  
Nozozymes - Produktion

Vestas var i topform i tirsdagens aktiemarked efter at have leveret regnskab for andet kvartal. Aktien slog den hidtidige rekord fra juli med flere længder.

Vestas-aktien lukkede 9,5 pct. højere i 927 kr. Den hidtidige rekord var fra 21. juli og lød på 856,40 kr.

- Med den performance aktien har haft op til regnskabet, undrer det mig den stiger så meget, siger Danske Banks chefaktiehandler Mads Zink.

Han vurderer dog, at regnskabet renset for ekstraordinære omkostninger var flot.

Vestas leverede langt bedre end ventet på toplinjen i andet kvartal, hvor driften til gengæld ramte langt under forventningerne i markedet. Det skyldtes primært en ekstraordinær hensættelse på 175 mio. euro (1,3 mia. kr.) til opgradering og reparation af et "begrænset" antal allerede installerede møllevinger.

C25-indekset steg samlet set med 2,2 pct. til 1470,73 og lukkede dermed "kun" knap 3 point fra rekord, og kun tre C25-aktier endte i rødt.

- Der er mange faktorer bag dagens positive marked, som alt efter forløbet af de næste to store regnskabsdage i Danmark, kan fortsætte, vurderer Mads Zink.

En kombination af en ny hjælpepakke på vej i USA, godt vaccinenyt fra Rusland, fortsat lav rente, en veloverstået amerikansk regnskabssæson samt fraværet af negative corona-nyheder de seneste dage er nogle af de faktorer, som gør chefaktiehandleren optimistisk på den korte bane.

- Jeg har svært ved at se, hvad der skal få markedet ned på den korte bane, siger han.

Pandora steg massive 5,4 pct. til 432,70 kr. uden selskabsspecifikt nyt. Og Mads Zink har ikke nogen forklaring på den voldsomme stigning.

C25 ANALYTIKERKOMMENTARER

Coloplast fik tirsdag sænket sin anbefaling hos Nordea til "sælg" fra "hold". Det skriver Bloomberg News.

Kursmålet er 930 kr., hvilket indikerer et negativt potentiale på 11 pct. i forhold til mandagens lukkekurs. Aktien faldt 1,3 pct. til 1032,50 kr. Sammen med Bavarian og Chr. Hansen var de eneste C25'ere i rødt.

Chr. Hansen fik løftet sit kursmål af finanshuset Exane BNP Paribas til 600 kr. fra 550 kr. Anbefalingen er uændret "neutral". Aktien lukkede med et fald på 0,9 pcft. i 713 kr.

Novozymes, der kommer med regnskab onsdag, fik hævet kursmål af Handelsbanken fra 275 kr. til 325 kr. Anbefalingen "sælg" fastholdes. Aktien steg trods dette 1,5 pct. til 383,30 kr.

Ørsted, der også er regnskabsaktuel onsdag, fik løftet kursmålet hos Morgan Stanley med 52 pct. til 950 kr. fra 625 kr. Anbefalingen er stadig "ligevægt". Ørsted steg 1,1 pct. til 895,40 kr.

Også C25'erne ISS, Genmab og Simcorp er regnskabsaktuelle onsdag. ISS steg 12,7 pct. til 109,65 kr., Genmab steg 1,7 pct. til 2319 kr., og Simcorp strg med 0,9 pct. til 738 kr.

LØFTEDE KURSMÅL I SIDEPAPIRER

Gabriel Holding fik løftet kursmålet af ABG Sundal Collier med godt 5 pct. til 780 kr. fra førhen 740 kr. Anbefalingen er fortsat "hold". Ændringen kom, efter at Gabriel mandag eftermiddag opjusterede forventningerne til trods for begrænset sigtbarhed efter et bedre end ventet forskudt tredje kvartal og juli.

Gabriel-aktien steg 1,4 pct. til 725 kr.

Aarsleff fik sent mandag aften løftet sit kursmål. ABG Sundal Collier løftede kursmålet med 12 pct. fra 250 kr. til 280 kr. og gentog anbefalingen "køb". Aktien steg 2,9 pct. til 248,50 kr.

NNIT fik løftet kursmålet til 130 kr. fra 110 kr. af SEB. Anbefalingen er uændret "hold". NNIT lukkede 6,6 pct. højere i 135,40 kr.

Sydbank fik lagt 27,1 pct. på kursmålet af SEB, så det nu er på 136 kr. mod tidligere 107 kr. I samme runde fastholdt bankens analytiker sin købsanbefaling.

Sydbank steg 1,9 pct. til 120,70 kr.

/ritzau/FINANS

Claus Mikkelsen

Tags:  Danmark❯  Market Close❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder