Tirsdagens aviser med Dong, Vestas og Nets
BØRSEN
NORDMÆND KLAR TIL AT KØBE BIDDER AF DONGS OLIEFELTER
I Norge håber flere mindre olieselskaber, at Dongs planer om et samlet salg af olieforretningen fejler. For hvis Dong ender med at sælge fra i mindre dele, er de mulige købere, vudererer Faroe Petroleum Norge. Dong oplyser, at selskabet er i dialog med interesserede købere. (Forside, side 6-7)
AXCEL-RIGMAND KØBER RESTERNE AF HESALIGHT
En investortrio med tidligere Axcelpartner Per Christensen i spidsen køber de sunde dele af konkursboet Hesalight for et ukendt millionbeløb. De vil skabe nyt LED-selskab med navnet Novalume ud af de sunde dele af konkursboet. (Side 8)
ATP KØBER SIG IND I MIA-PROJEKT PÅ POSTGRUNDEN
Pensionskæmpen ATP går sammen med Danica om at bygge et kontorkompleks til 3 mia. kr. på Postgrunden i København. Det forventes at stå klar til indflytning i starten af 2022. ATP forventer "en forholdsvis stor lejetager". (Side 12)
VESTAS NYE ORDRE KAN REELT VÆRE MEGET STØRRE
Ny Vestas-ordre på 42 MW kan reelt være otte-ni gange større. Det vurderer analytiker, der forudser flere Vestas-ordrer inden årsskift, der typisk er højsæson for nye ordre. (Side 13)
BERLINGSKE BUSINESS
TRUMP FÅR REDERIER TIL AT GYSE
Stigende skepsis over for frihandel og hård retorik om globalisering bekymrer de danske rederier, der er af et de mest globaliserede danske erhverv. De frygter konsekvenserne af amerikanernes valg af Donald Trump, briternes farvel til EU og masser af nye handelshindringer. (Forside, side 10-11)
NEMLIG.COM FYRER ENDNU FLERE MILLIONER AF
I forsøget på at etablere sig og fastholde positionen som Danmarks førende netsupermarked fortsætter Nemlig.com med at investere massivt. Sammenlagt er der brændt næsten 200 mio. kr. af. (Side 7)
VIRTUAL REALITY-FILM ET HIT FOR OTICON
Det danske høreapparatbrand Oticon fra William Demant lancerede tidligere på året et nyt produkt bakket op af en global kampagne, der er orkestreret af Decisionlab, et selskab under reklamebureuaet Kunde & Co, hvor det nye høreapparat blev kaldt et paradigmeskift. Det har givet gevinst - ikke mindst takket være en lærerig Virtual Reality-film. (Side 14)
JYLLANDS-POSTEN ERHVERV
NETS BESKYLDES FOR AT HEMMELIGHOLDE VIGTIGE OPLYSNINGER
Selv om Nets ifølge Jyllands-Postens kilder vidste, at bankerne bag betalingsapp'en Swipp forhandlede om at komme med i rivalen Mobilepay, blev det ikke oplyst før børsnoteringen af selskabet. Da bankerne gik ind i Mobilepay, faldt Nets-aktien, som siden børsintroduktionen er dykket voldsomt. Flere investorer i Nets føler sig ført bag lyset. (Forside, side 6-7)
NETSUPERMARKED HAR STADIG ET KÆMPE HUL I KASSEN
Salget hos det danske online-supermarked Nemlig vokser hastigt, men selskabet kører fortsat med millionunderskud. Fremgangen skyldes især selskabets løft i omsætningen og de deraf afledte stordriftsfordele samt en bedre styring af logistikken. (Side 4)
DETAILHANDLENS KÆMPER SATSER PÅ SMÅ BUTIKKER SOM NYT VÅBEN
Ændrede forbrugsvaner, mere nethandel og flere danskere med lyst til at bo i storbyerne stiller helt nye krav til forretninger og kæder. Flere af de store detailselskaber ekspanderer med nye og små butikskoncepter for at følge trenden. (side 8)
/ritzau/FINANS
Tags: newspaper❯