Tirsdagens aviser med ISS, Danske Bank og Novo
BØRSEN
TOPCHEFER RÅBER PÅ LEDIGE HÆNDER
Jagten på nye medarbejdere er på det højeste siden 2007, viser Børsens Konjunkturbarometer. Topcheferne advarer om flaskehalse, for lige nu står virksomhederne og mangler arbejdskraft, lyder det. Topcheferne har skruet op for optimismen, mens Dansk Metal kalder debatten om flaskehalse for "aktuel". (Forside, side 6-7)
VANDBRANCHEN KLAR MED PLAN FOR EKSPORTBOOM
Vandbranchen er klar med en plan for faldet i eksport af vandteknologi. Danmark skal være med på det stærkt voksende vandmarked i verden, og derfor har vandbranchen nu sat sig et mål for, at eksporten af dansk vand skal fordobles inden 2025. Dermed vil eksporten ende på 30 mia. kr. Men Danmark mangler en spydspids, lyder kritikken. (Side 8)
NYKREDIT FRYGTER NYE KAPITALFÆLDER FORUDE
De danske boligejerne betaler langt højere bidragssatser på deres boliglån i realkreditten, end de gjorde før krisen. Men der er ingen udsigt til, at det kommer til at gå den anden vej. Landets største realkreditinstitut Nykredit, der sidder på over 40 pct. af markedet, ser dyre udfordringer i fremtiden. (Side 10)
NY FÆNGSELSDOM HINDRER STIEDL I COMEBACK FØR 2025
Den tidligere selskabstømmer Bjørn Stiedl er nu effektivt forhindret i et forretningsmæssigt comeback før tidligst i 2025. Det står fast, efter at en enig domsmandsret mandag idømte storsvindleren endnu en fængselsdom – denne gang på 3,5 års fængsel for groft skyldnersvig. (Side 11)
BIOTEKBONANZA UDLØSER KÆMPEBONUS HOS NOVO
542 mio. kr. har Novo A/S sat til side i 2014 til belønning af 10 ansatte i venturedivisionen, Novo Ventures. De 10 venturefolk har skabt en milliardfortjeneste til Novo A/S på biotek. Bonusordningen skrottes nu af Eivind Kolding. (Side 12)
FINANSIELT TÆSKEHOLD VIL SAMLE VINDBRANCHEN
Stigende pres på priserne og krav om lavere omkostninger tvinger nu den danske skov af underleverandører til vindmøllebranchen sammen. Den længe ventede sammenlægning, konsolideringen af vindbranchen, er i fuld gang. Tre erfarne toprådgivere vil lede slaget. (Side 14-15)
NORDJYSK RUMFARTSFIRMA VOKSER MED RAKETFAR
Gomspace har fået fart på omsætningen og vil i jagten på yderligere vækst have mindre lande i Afrika og Sydamerika til at købe satellitter. (Side 16)
NATIONALBANKEN UDVIDER GAVE TIL DANSKE BANKER
Nationalbankdirektør Lars Rohde gav i onsdags bankerne en gave, og nu følger der en lille mandelgave oveni. Nok en gang vælger Nationalbanken at udvide bankernes foliorammer i Nationalbanken, hvor de kan indsætte penge til en rente på 0 pct. i stedet for at købe indskudsbeviser med en negativ rente på 0,75 pct. (Side 19)
ISS TJENER FLEST PENGE PÅ MANGFOLDIGE TEAM
Regeringens fokus på integration er noget, som den danske rengørings og servicevirksomhed ISS har været i gang med længe. Hos ISS tjener man allerede penge på mangfoldighed. Der ender flere penge på bundlinjen i de afdelinger, hvor der er forskellighed i forhold til køn, etnicitet og alder. (Side 20)
BERLINGSKE BUSINESS
DANSKE BANK-FORMAND SLIPPER IKKE UDLANDET
Det har kostet Danske Bank blodigt dyrt at forsøge at etablere sig uden for landets grænser, men det får ikke bestyrelsesformand Ole Andersen til at ryste på hånden. Danske Bank skal blive i Norge, Sverige, Finland og Nordirland. (Forside, side 6-7)
LAVRENTEGODER KUN FOR DE STORE VIRKSOMHEDER
Det har aldrig været billigere for store virksomheder at låne penge, men de gode tider smitter ikke af på de små- og mellemstore. Små- og mellemstore virksomheder kæmper for at skaffe ny finansiering. Den seneste opgørelse fra Erhvervs- og Vækstministeriet fra december viste, at renten på store lån gik under to pct. Renten på små lån under en million euro steg dog samtidig, så den nu er over 4,5 pct. (Forside, side 8-9)
NU VIL SASS LARSEN LOVGIVE MOD HØJE BETALINGSGEBYRER
Der er lovgivning på vej for at dæmme op for de høje gebyrer, som danskerne betaler for Betalingsservice. Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) er bekymret for konkurrencen på markedet, og han mener, at det er nødvendigt at gribe ind og sikre, at der er "en rimelig sammen hæng mellem pris og omkostninger, inklusiv en passende fortjeneste". (Side 4)
EGMONT FØLER SIG PÅ FORKANT
Mediekoncernen Egmont har i et hårdt marked formået at vokse på både omsætning og indtjening i 2014. Det handler om at være på forkant med udviklingen, siger selskabets topchef. (Side 11)
TIVOLI HAR NÅET GRÆNSEN FOR ÅBNINGSDAGE
Tivoli kom godt ud af 2014 målt på omsætning og indtjening ved at sætte musicals op, drive online-kasino og øge antallet af åbningsdage. Smertegrænsen for åbningsdage er nået. (Side 11)
JYLLANDS-POSTEN ERHVERV
LYSET SKINNER IGEN PÅ VELUX
Velux-topchef Jørgen Tang-Jensen er en glad mand. VKR Holding, det fonds- og familieejede selskab bag blandt de kendte ovenlysvinduer, omsatte i 2014 for 16,4 mia. kr., og overskuddet på 1,3 mia. kr. efter skat er en forbedring på 70 pct. i forhold til året før. (Forside, side 8-9)
AKTIVT EJERSKAB ER DET NYE HJERTEBLOD
Aktivt ejerskab er ifølge Christian Hartvig, direktør i Poul Due Jensens Fond, forklaringen på, at fonden med nye vedtægter og en ny forretningsorden strammer tøjlerne over for Grundfos-forretningen og topchef Mads Nipper. (Side 4)
EGMONT: OPKØB, UDVIKLING – OG FÆRRE FASTE UDGIFTER
Egmont har over de seneste år opkøbt sig til at være et reelt multimediehus, hvor tv og skærmmedier fylder markant mere end den klassiske magasinforretning. Og den udvikling vil fortsætte, siger topchef Steffen Kragh. (Side 6)
NOVO GØR KLAR TIL MILLIARDOPKØB
Novo Nordisks ejer, Novo A/S, er efter et forrygende 2014 på jagt efter et milliardopkøb at bruge sine penge på. En investering, der kan blive på op til et tocifret milliardbeløb, fortæller den nyslåede direktør, Eivind Kolding. (Side 7)
/ritzau/FINANS
Tags: Danske Aviser❯