Tirsdagens avisuddrag med Vestas, Novo Nordisk og OW Bunker
BØRSEN
VIRKSOMHEDERS MILLIARD-OPSPARING HINDRER VÆKST
Usikkerhed får erhvervslivet til at holde på pengene frem for at investere. Tal fra Nationalbanken viser, at der på grund af frygt for fremtiden og trods flere politiske forsøg på at sætte gang i investeringer er foretaget en historisk stor opsparing i landets virksomheder på 470 mia. kr. siden krisen i 2008. De seneste fem år har danske virksomheder opsparet det, der svarer til en fjerdedel af bruttonationalproduktet. Frygten fra flere sider er, at væksten vil udeblive. (Forside, side 6 og 7)
OW BUNKER SPEKULEREDE I OLIEPRISSVINGNINGER
OW Bunker satsede på stigende oliepriser i et marked, hvor priserne styrtdykkede. Spekulative handelsmetoder har været standard i OW Bunker, men siden i sommer er spekulationen blevet mere risikabel. Det forklarer interne kilder i selskabet. Målet var at øge salget af olie markant mod at påtage sig en stigende del af risikoen over for kunderne, uden at sikre sig mod store tab. Da prisen bare høvlede ned på olien, udløstes store regninger. (Side 8)
FÆRRE NEDSKRIVNINGER GIVER STÆRKE RESULTATER I BANKERNE
Et stort fald i nedskrivningerne i de danske banker betyder, at de kan fremvise det bedste halvårsresultat siden finanskrisen. Banksektorens samlede egenkapital over de syv år er steget med omkring 20 pct. Overskuddet svarer derfor til en forrentning på 5 pct., mens mange andre brancher ligger over 10 pct. Der er kommet mere styr på problemlånene, og der kommer ikke så mange nye til, lyder det fra Finanstilsynet. (Side 12)
ISS VIL VOKSE
ISS vil øge den produktpalette, som servicekoncernen tilbyder kunderne. Hvor en række forretningsområder er blevet solgt fra de seneste mange måneder, er strategien nu vendt rundt, og koncernchef Jeff Gravenhorst retter nu atter blikket mod opkøb. Nu er vi der, hvor vi ser på, hvad vi skal forbedre, siger topchefen. (Side 13)
NORDEA PLYNDRES FOR VELHAVENDE KUNDER
Konkurrencen om de rigeste bankkunder er stærkt intensiveret. Det rammer Nordea, hvis private banking-afdeling det seneste halve år er blevet lænset for en række nøglemedarbejdere. Mindst syv erfarne medarbejdere har forladt Nordea, der indtil nu har siddet tungt på rådgivningen af velhaverkunder sammen med Danske Bank. (Side 14)
MOBIL UDVIKLING GIVER BEKYMRINGER HOS IT-CHEFER
De mange smartphones og tablets løfter effektiviteten i erhvervslivet, men hos it-cheferne giver det samtidig anledning til bekymring. Medarbejdernes adgang til netværket via tablets og smartphones skaber fleksibilitet i arbejdsgangen, fordi de kan arbejde alle steder fra. Men det gør også firmaerne mere sårbare, hvis telefonen falder i de forkerte hænder eller bliver inficeret med virus.
ELBILSELSKABER RASER MOD FINANSLOV
Regeringen, SF og EL dropper at forlænge afgiftfritagelse for elbiler på finansloven. Branchen overvejer investeringsstrategien igen, hvis der bliver den mindste uklarhed om afgiftsfritagelsen. Det er blandt andet udbygningen af ladestationer, der kommer til at blive sat i stå. (Side 20)
BERLINGSKE BUSINESS
UDLANDET HVÆSSER KNIVENE MOD OW BUNKER-TOP
Den voldsomme og pludselige konkurs i OW Bunker har påført en række investorer store milliontab, og flere af dem har nu rettet henvendelse til det belgiske konsulenthus Deminor, der lever af at sagsøge store virksomheder. Der er tale om flere store og vigtige institutionelle investorer, som er ekstremt utilfredse med situationen. Deminor har tidligere gjort sig bemærket ved at lancere en række spektakulære tiltag mod Vestas og Pandora, efter begge selskaber havde store kursfald. (Forside)
OW BUNKERS UDENLANDSKE ANSATTE MÅ KLARE SIG SELV
De ansatte i OW Bunkers udenlandske datterselskaber må klare sig selv, lyder det fra kurator i konkursboet efter OW Bunker, advokat Pernille Bigaard. Dermed er de udenlandske ansatte - cirka 300, herunder cirka 50 danskere og deres familier - efterladt tilbage uden hjælp fra Danmark. Konkursen efterlader en række krav mod moderselskabet i Danmark, men der er indtil videre ingen penge at komme efter, for alt er pantsat. Og selv om der er ubetalte tilgodehavender, er de stillet som sikkerhed for bl. a. det store bankkonsortium på 13 banker, som havde stillet en 4,2 mia. kroner stor kredit til OW Bunker. (Side 4)
FAKTA TRÆDER IND I DISCOUNTKRIGEN
Der er flere dagligvareforretninger i Danmark, end der reelt er brug for, så discountbutikkerne kæmper om at have det største udvalg og de bedste beliggenheder. Efter et hårdt år med 113 millioner i underskud melder Fakta sig nu ind i krigen. Fakta vil bruge 300 millioner frem til 2016 på at modernisere butikkerne, og først fra 2016 forventer butikskæden igen at have overskud. (Side 9)
JYLLANDS-POSTEN ERHVERV & ØKONOMI
PFA-KUNDER SCORER MIA.-GEVINST
De 84.000 PFA-kunder, som har opgivet sikkerhedsnettet under deres pensionsordning til gengæld for en bonus, har fået i gennemsnit 54.000 kr. i bytte for garanterede minimumsafkast på deres pensionsordninger. Det viser nye tal fra landets største pensionsselskab. Dermed har PFA for alvor genstartet opgøret med de traditionelle pensionsordninger. I stedet flytter kunderne over i de såkaldte markedsrenteprodukter, hvor selskaberne har større frihed til at investere optimalt. (Forside, side 4 og 5)
VESTAS HOLDER BONUSPROGRAM HEMMELIGT
For topledelsen og flere end 19.000 ansatte i Vestas tegner 2014 til at blive guldrandet. Vestas-ledelsen har hidtil afvist at tale om bonus til medarbejderne, men efter sidste uges markante opjustering af forventningerne til årets salg, indtjening og frie pengestrøm lyder der nu nye toner. Vestas-ledelsen afviser dog at sætte tal på bonusprogrammet for 2014. (Side 3)
NOVO NORDISK I NY KONKURRENCE I USA
Tirsdag kunne de amerikanske diabetikere for første gang købe medicinalgiganten Eli Lillys nye konkurrent til Novo Nordisks Victoza, på apotekerne. Dermed er der nu en reel konkurrent, Trulicity, til Novo Nordisks Victoza, der ellers har siddet tungt på markedet for de såkaldte GLP-1-analoger. Trulicity skal kun tages en gang om ugen, mens Victoza skal tages dagligt. Det bliver måske den mest alvorlige konkurrent, som man har haft på GLP-1-markedet, lyder det fra analytikerside. (Side 5)
BØRS-BANKER HYPEDE OW BUNKER - TILFÆLDIGT SIGER NORDEA
Nordea, Morgan Stanley, Carnegie og ABG Sundal Collier tjente 44 mio. kr. på at sende OW Bunker på børsen. Efterfølgende har de haft et positivt syn på, hvordan OW Bunkers aktiekurs ville udvikle sig og anbefalet aktiekøb i det nu krakkede selskab. Men det er en ren tilfældighed, at emissionsbankernes aktieanalytikere har været positive på OW Bunker-aktien, for der er vandtætte skotter mellem bankernes analyseafdelinger og de afdelinger, som stod for børsnoteringen, understreger Nordea. (Side 6)
/ritzau/FINANS
Tags: Danske Aviser❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1187
- næste ›