Tirsdagens obligationer: Renten ned i afventende marked

Udgivet den 14-01-2020  |  kl. 17:00  |  

Der var en lettere afventende stemning på finansmarkederne tirsdag, da der blev set frem mod en underskrivning af den første fase af handelsaftalen mellem USA og Kina, hvor detaljerne i aftalen endnu ikke er kendte.

Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation faldt med 2 basispoint til minus 0,19 pct. i forhold til niveauet ved dansk lukketid mandag.

Handelsaftalen mellem USA og Kina, som blev indgået i slutningen af 2019, ventes at blive underskrevet onsdag.

Mandag kom det desuden frem i en halvårlig rapport fra det amerikanske finansministerium, at USA ikke længere anser Kina for at være en valutamanipulator. Kina er blevet taget af listen, da landet har lovet at imødekomme USA på flere punkter, oplyste Bloomberg News.

Tirsdag viste kinesiske data, at både importen og eksporten steg mere end ventet i december. Målt i dollar var der tale om en stigning i eksporten på 7,6 pct. sammenlignet med samme måned året før. Økonomerne havde ventet en stigning på 2,9 pct. efter et fald måneden før på 1,3 pct., viste estimater indsamlet af Bloomberg News.

Importen i december steg 16,3 pct. i dollar mod en ventet stigning på 9,6 pct. I november steg den kinesiske import med beskedne 0,3 pct. i dollar.

Tirsdag eftermiddag viste de amerikanske kerneforbrugerpriser for december en stigning på 2,3 pct. på årsbasis, hvilket var lig det ventede.

/ritzau/FINANS

Charlotte Mackeprang

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Market Close❯ 

Relaterede nyheder