Topdanmark-aktionærer misser gevinst ved ikke at bakke op om salg
Aktierne i Topdanmark bliver i denne uge ombyttet til aktier i finske Sampo, og her går en håndfuld aktionærer glip af en betydelig gevinst.
Det gælder for de aktionærer, der over den seneste periode ikke har accepteret overtagelsestilbuddet fra Sampo. Det har 92,6 pct. gjort, og dermed er det muligt for Sampo at købe det samlede selskab ved tvangsindløsning af de udestående aktier. De resterende aktionærer får i stedet indløst deres aktier kontant.
- De aktionærer, som ikke har valgt Sampo-løsningen, går glip af næsten 7 pct., konstaterer Per Hansen, der er investeringsøkonom i Nordnet, i en kommentar.
Det var tilbage i juni, at Sampo offentliggjorde planerne om at overtage Topdanmark. Efterfølgende har det været op til aktionærerne i det danske forsikringsselskab at acceptere tilbuddet, hvilket størstedelen som bekendt har gjort.
De aktionærer, der har accepteret tilbuddet, får ombyttet deres Topdanmark-aktier til aktier i Sampo. Det sker med en præmie på 25 pct. i forhold til den seneste lukkekurs for Sampo-aktien. De øvrige får indløst deres aktier med en tilsvarende præmie, men med udgangspunkt i kursen, da tilbuddet blev sendt, og hvor aktien kostede mindre.
Forskellen i kroner og ører svarer til, at størstedelen af aktionærerne dermed får nye aktier med en værdi af 391,46 kr. per aktie, mens mindretallet får et beløb svarende til 366,38 kr. per aktie fra deres indløste aktier.
.\\˙ MarketWire
Tags: Shares❯