Topsil udbyder nye aktier fra 2 oktober

Udgivet den 18-09-2006  |  kl. 11:17  |  

Efter at Topsil har indgået en langtidskontrakt på seks år med en af verdens største producenter af råsilicium, er det en forudsætning at Topsil kan stille sikkerhed for leverancen. Derfor udbyder Topsil nye aktier for ca. 33 mio. kr.

Der udbydes i alt nominelt kr. 32.762.509,25 svarende til i alt 131.050.037 stk. aktier á kr. 0,25. Alle aktier udbydes med fortegningsret for koncernens eksisterende aktionærer. Topsils aktionærer har fortegningsret til de nye aktier i forholdet 2:1, således at 2 stk. eksisterende aktier giver ret til tegning af 1 stk. ny aktie à kr. 0,25.

De nye aktier udbydes i perioden 2. oktober 2006 til 13. oktober 2006, begge dage incl. Tegning af nye aktier sker til kurs kr. 0,2625 pr. aktie á kr. 0,25.

Aktionærerne tildeles én tegningsret for hver eksisterende aktie á nominelt kr. 0,25. Der skal således benyttes to tegningsretter for hver ny aktie á nominelt kr. 0,25, der ønskes tegnet. Retten til at tegne de nye aktier tilkommer de aktionærer, der ved opdatering den 29. september 2006 kl. 12:30 (dansk tid) er registreret i Værdipapircentralen som aktionærer i koncernen.

Handel med tegningsretter finder sted på Københavns Fondsbørs i perioden 27. september 2006 til 10. oktober 2006, begge dage incl. Aktionærens instruks om anvendelse af tegningsretter og tegning af nye aktier skal afgives til aktionærens kontoførende institut.

Topsil forventer et resultat før skat i niveauet kr. 20-24 mio. kr. for regnskabsåret 2006.

Udgivet af: NPinvestordk