Torsdagens aktier: Indeks i bølgegang

Udgivet den 14-02-2013  |  kl. 17:27  |  

Efter et kortvarigt flirt med tinderne i formiddagstimerne trak de danske aktier - på linje med sine europæiske kolleger - sig torsdag formiddag beskedent tilbage. Men til forskel fra de europæiske aktier sluttede dagen med en revanche, der trods alt medførte en stigning i det toneangivende C20 Cap-indeks til 562,94 eller på 0,34 pct. i forhold til onsdagens slut niveau.

Den økonomiske vækst i eurozonen var negativ med 0,6 pct. i fjerde kvartal af 2012 i forhold til kvartalet før, viste en foreløbig opgørelse fra Eurostat. Det var en skuffelse, idet økonomerne ventede et fald på 0,4 pct. ifølge et estimat indsamlet af Bloomberg.

- Dagen har været præget af de skuffende væksttal fra Europa, men C20-Cap har kørt sit eget løb i forhold til Europa og ender i et plus. Og det er selvfølgelig på grund af Novo Nordisk - selv om den kun vejer med halvdelen i Cap-indekset, og andre tunge aktier som Carlsberg, Danske Bank og A.P. Møller - Mærsk, noterer afdelingschef i Sydbank, Ole Kjær Jensen.

Novo Nordisk-aktien tronede det meste af dagen igennem i indeksets top. Og der sluttede den med en stigning på 1,7 pct. til 959 kr.

- Det ligner en modreaktion efter det kraftige kursfald i mandags. Og der er sikkert nogle, som køber ind i "den gode historie", som Novo stadig er, vurderer Ole Kjær Jensen.

Han bemærker generelt om torsdagens aktiemarked, at der nu mærkes en vinterferiestemning, der gør markedet kursfølsomt over for mindre handelsaktivitet.

Carlsberg lunede sig i positive nyheder fra de store peers. Heineken præsterede en pæn regnskabs-præsentation onsdag, og torsdag berettede AB Imbev om en vellykket bryggeriovertagelse i Mexico. Den danske bryggeriaktie sluttede torsdagen 0,3 pct. højere i 592,50 kr. - også hjulpet af et skulderklap fra brancheanalyseinstitutet Canadean, der udpeger det danske bryggeris Somersby som den cider, der er havde største vækst sidste år.

Nykredit Markets sænkede anbefalingen af Carlsbergs aktie til "neutral" fra "outperform", fordi aktiekursen er "noget tættere på vores fair value".

DSV lå pænt placeret i indekset efter en stigning på 0,4 pct. til 143,10 kr. Hos Berenberg løftede analytikerne kursmålet for aktien til 162 kr. fra 140 kr.. Transportkoncernen købte sent onsdag Seatainers, der beskæftiger sig med transport- og logistikydelser for vejtransport og sø- og lufttransport. Selskabet er specialiseret inden for større projekter til blandt andet vedvarende energi. Prisen blev ikke offentliggjort.

Indekset yo-yo-aktie blev FLSmidth, der fra dagens begyndelse så ud til at skulle havne i eliteindeksets bitreste ende, men som kom til at slutte dagen med en stigning på 1,0 pct. til 389,20 kr., og det berettigede til en tredjeplads i indekset.

- Der er noget yo-yo i den aktie. Den har klaret sig godt siden regnskabet i tirsdags, bemærker Ole Kjær Jensen.

Dermed fortsætter FLSmidth-aktien sin perlerække af kursstigninger. Aktien er steget syv ud af ni handelsdage i februar - senest med 6,6 pct. onsdag. og med 17,7 pct. siden nytår.

I øvrigt kom FLSmidth-kunden minegiganten Rio Tinto gennem 2012 med et underskud på bundlinjen på 2,99 mia. dollar, hvilket var markant mindre end analytikerforventningen, der ifølge Bloomberg var et underskud på 4,02 mia. dollar.

En af GN Store Nords og William Demants konkurrenter inden for høreapparater, schweiziske Sonova har angiveligt succes med sine to ny produktfamilier Phonak Bolero og Phonak Virto. Det fremgik af udtalelser fra koncernens topchef, Lukas Braunschweiler, til Ritzau Finans.

Udtalelserne kostede GN-aktien et kursdyk på 0,9 pct. til 90,50 kr. Analytikerne hos Alm. Brand Markets hævede kursmålet for aktien. Kursmålet er nu på 85 kr. mod tidligere 75 kr., mens anbefalingen fortsat lyder på "sælg".

William Demant-aktien fulgte efter med et fald på 1,1 pct. til 494,30 kr.

Lille Nordfyns Bank i Bogense leverede et årsregnskab med resultatfremgang til 38 mio. kr. før skat fra 13,4 mio. kr. i 2011, og det var ventet efter bankens seneste opjustering af resultatforventningerne. Kursen på bankaktien reagerede med en markant stigning på 8,7 pct. til 386 kr.

Sparekassen Faaborg var også regnskabsklar med et nettounderskud for 2012 på 436,9 mio. kr. mod et overskud på 10,6 mio. kr. i 2011. Pengeinstittutet var ramt af store nedskrivninger på udlån. Sparekassen Faaborg er blandt de pengeinstitutter, der indtil finanskrisen ramte i 2008, havde forholdsvis mange og store udlån til ejendomsinvestorer og andre finansielle aktører. Torsdag blev sparekassen desuden ramt af et kursfald på 16,5 pct. til 142 kr.

Ejendomsselskabet Asgaard præsenterede et regnskab fra første kvartal med negative toner fra de fleste af selskabets delmarkeder bortset fra ejerlejlighedmarkedet. Alligevel fastholdt selskabet sine forventninger for 2012/13 om et overskud på 5-15 mio. kr. før skat efter et underskud på 0,9 mio. kr. året før, og på aktiemarkedet blev ukueligheden belønnet med en kursstigning på 3,6 pct. til 85,50 kr.

G4S-aktien lå næsten stille med en beskeden stigning på 0,1 pct. til 24,60 kr., efter at selskabet havde fået hævet sin anbefaling host finanshuset Investec til "køb" fra "hold". Men nyheden om, at det dansk-britiske vagt- og sikkerhedsselskab G4S har sikret sig en knap toårig forlængelse af kontrakten på drift af Medway Secure Training Centre, en ungdomsinstitution for varetægtsfængslede unge i alderen 12-17 år i Kent, England, bragte mere bevægelse i aktien. Den lukkede 0,7 pct. højere i 24,78 kr.

/ritzau/FINANS

Henning Nielsen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder