Torsdagens aktier: Rockwool og Vestas holdt fast i toppen i rødt marked

Udgivet den 06-03-2025  |  kl. 17:12  |  
Arkiv: Foto

Vestas og Rockwool var igen torsdag i toppen af det danske C25-indeks, som ikke formåede at fortsætte onsdagens fremdrift, men faldt til 1822,62 eller med 0,6 pct. i forhold til lukkeniveauet onsdag.

Indekset blev trukket ned af indekstunge aktier som defensive Novo Nordisk og Coloplast, samt Pandora og Novonesis.

- Stemningen ligger i fortsættelse fra i går, og det er lidt den samme historie, som kører, altså ude i Europa med fælles investeringer i forsvar og meget store investeringer i infrastruktur i Tyskland, og noget tyder på, at de kommer et skridt længere, noterer Lars Hytting, chef for aktiehandel i Artha Kapitalforvaltning.

- Det er jo et paradigmeskifte for tysk finanspolitik. Det er meget, meget store kræfter, som er på spil her, hvis det bliver aktuelt, bemærker han.

FORTSAT FREMGANG FOR CYKLISKE AKTIER

Udviklingen styrker de cykliske aktier repræsenteret ved Vestas, som steg 3,7 pct. til 107,20 kr., og Rockwool, som gik 6,1 pct. frem til 3214 kr.

Mærsks A-aktier vandt 2,1 til 12.270 kr., selv om torsdagens World Container Index (WCI), der opgøres af konsulenthuset Drewry, dykkede 3,4 pct. i fortsættelse af syv uger på stribe med fald.

Lars Hytting peger derud over på, at fremgangen for Rockwool kan være drevet af udsigten til tysk infrastruktur.

- Tyskland er vores naboland, hvor vi i forvejen har fingrene godt og grundigt nede i kagedåsen, så der er udsigt til, at man får sin del af kagen, påpeger Lars Hytting.

Samme baggrund kan dagens plus til NKT på 1,6 pct. til 500 kr. have haft.

Derudover nævner chefhandleren bevægelsen mod revanche til de aktier, som har fået en hård medfart på det seneste. Ikke mindst GN, som dykkede 8 pct. tirsdag efter lanceringen af amerikanske toldplaner rettet mod Kina. Torsdag genvandt aktien 1,3 pct. til 124,60 kr.

DEN KEDELIGE KVARTET I KÆLDEREN

Tæt på bunden af C25-indekset faldt Novo Nordisk 3,0 pct. til 612,40 kr.

Onsdag kom det frem, at Novo Nordisk sænker prisen på det stort sælgende middel til fedmebehandling Wegovy i USA. Men Lars Hytting ser den seneste tids dollarsvækkelse som en vigtigere faktor.

- Når man har en stor del af sit salg i dollar, så kan det mærkes, og jeg tror, at uanset, hvor stor en afdækning, man har af sin valutarisiko, så er det svært at gardere sig mod den svækkelse, vi ser, mener Lars Hytting.

Torsdag gentog topchef i Novo Nordisk Lars Fruergaard Jørgensen, at Novo Nordisk bevæger sig mod at producere størstedelen af de produkter, det sælger på det amerikanske marked, i USA, men at selskabet ikke er immun over for præsident Donald Trumps potentielle toldindgreb.

Meldingen svarer til budskabet på pressemødet efter årsregnskabet.

Coloplast tabte 4,0 pct. til 738,60 kr., og Novonesis gik 5,4 pct. tilbage til 406 kr. Pandora sluttede med et minus på 2,4 pct. til 1168,50 kr.

VITALITET PÅ NÆSTØVERSTE HYLDE

Mens udvalget af selskabsspecifikke nyheder fra de store C25-selskaber var begrænset torsdag, var der mere vitalitet blandt selskaber på den næstøverste hylde.

NTG oplevede i fjerde kvartal såvel som i 2024 som helhed fremgang på toplinjen. Driftsoverskuddet fulgte dog ikke med op, men faldt derimod tilbage. I det nye regnskabsår regner transportselskabet imidlertid med, at bundlinjen vil blive forbedret med mellem 10 og 25 pct., fremgår det af regnskabet for 2024, der blev præsenteret onsdag aften.

Regnskabet gav anledning til et sænket kursmål fra Nordea, som nu lyder på 390 kr. fra tidligere 415 kr.

Aktien steg 4,1 pct. til 255 kr.

Konglomeratet Schouw & Co. lykkedes med at navigere sikkert gennem et markedsmiljø med geopolitisk uro og stor usikkerhed i 2024, og det betyder en stigning i indtjeningen trods faldende omsætning. Det skrev selskabet i sit regnskab torsdag morgen.

Schouw-aktien faldt 0,2 pct. til 586 kr.

Tankrederiet Torm var påvirket af et volatilt marked og faldende fragtrater i anden halvdel af 2024. Det blev dog kun til et mindre fald på bundlinjen, da et stærkt første halvår var med til at trække op.

Torm steg 10,4 pct. til 132,90 kr.

H+H har fået sænket anbefalingen til "hold" fra "køb" af Danske Bank, som dog samtidig løfter kursmålet til 115 kr. fra 85 kr. Det sker i kølvandet efter tirsdagens regnskab fra porebetonkoncernen og efterfølgende kursplus på 12,2 pct. som følge af Tysklands planer om massiv investering i forsvaret og lempelse af gældsloftet.

Torsdag steg aktien 13,7 pct. til 119,60 kr.

.\\˙ MarketWire

Henning Lars Nielsen

Tags:  Danmark❯  Market Close❯  Shares❯ 

Seneste nyheder