Torsdagens aviser med Mærsk, Topdanmark og MT Højgaard
BØRSEN
KAPITALFOND FORBEREDER SALG AF LØGISMOSE OG MEYERS
Hovedejeren af Meyers og Løgismose, IK Investment Partners, vil nu sælge de to selskaber, der blev splittet i 2019 efter et kortvarigt ulykkeligt ægteskab. Selskaberne sælges hver for sig. (Forside, side 6-7)
IT-STARTUP GIVER 100 MIO. KR. FOR AUSTRALSK FIRMA
Med overtagelsen af Elevio fortsætter den danske startup Dixa væksten, der tilbyder en intelligent kundeserviceplatform, som samler alle kommunikationskanaler som mail, telefon og sociale medier i et enkelt skærmbillede. (Side 2)
AP PENSION VOKSER OVER 100 PCT.
På det kommercielle pensionsmarked var AP Pension i 2015 en lille fisk i havet. Men seks år senere er pensionsselskabet blevet noget større, da de samlede indbetalinger er vokset med knap 103 pct. (Side 4)
VELLIV HAPSER KUNDER - DANICA HAR TABT PUSTEN
Indbetalingerne til Velliv er mere end fordoblet på seks år. Imens har Danica trods købet af SEB Pension tabt terræn. (Side 4)
DANISH AGRO SÆLGER FOR OVER 39 MIA. KR.
Grovvaregiganten Danish Agro har på trods af både corona og it-angreb øget aktiviteten, selvom der er modvind på det store tyske marked. (Side 8)
ENEMÆRKE & PETERSEN ER SNART STØRST I MT HØJGAARD
Med opkøbet af byggeselskabet Raunstrup A/S er Enemærke & Petersen på vej mod at blive størst i MT Højgaard Holding. (Side 12)
TOPDANMARK VIL HAVE SELVSTÆNDIGE TIL AT SPARE OP TIL PENSION GENNEM HEAP
Topdanmark vil med pensionsløsningen Heap have selvstændige, freelancere og ansatte i små startups til oprette en pensionsordning. (Side 14)
MÆRSK FREMRYKKER KLIMAPLAN OM CO2-NEUTRALT SKIB
Et CO2-neutralt skib om få år skal skubbe på udviklingen af grønne brændsler. (Side 16)
MÆRSK-RIVAL SCORER KASSEN PÅ UBALANCE I CONTAINERMARKEDET
Stor efterspørgsel på forbrugsvarer sikrede containerrederierne et solidt 2020, og trenden fortsætter i det nye år. HapagLloyd har udsendt en opsigtsvækkende markedsopdatering. (Side 18)
DI FORUDSER SVAG VÆKST I 2021 I DYSTER PROGNOSE
Gældsbjerg giver tabt tro på fremgang i 2021. Det bakkes op af DI efter "en forfærdelig start på året". (Side 26)
INVESTORER SMIDER MILLIARDER AF DOLLAR EFTER JUNK BONDS
Investorer jagter afkast i virksomheder, der burde gå konkurs for bl.a. at beskytte sig mod frygten for stigende inflation. (Side 28-29)
BERLINGSKE BUSINESS
EKSPERTER: DROP IDÉ OM DANSK SOLOANGREB PÅ VIRUSSEN MED EN STATSLIG VACCINE
Det vil være både meget kostbart og urealistisk at forfølge statsminister Mette Frederiksens håb om at opbygge en statslig produktion af vaccine mod coronavirus, så vi bliver uafhængige af leverancer fra private aktører i udlandet. (Forside, side 4)
PUBKÆDE VIL HELLERE VENTE MED GENÅBNING END LUKKE KL. 22
Mens flere og flere taler om en delvis genåbning, går Old Irish Pub nu i en anden retning. Den landsdækkende barkæde vil hellere udskyde genåbningen end at holde åbent til klokken 22. (Side 6-7)
MÆRSK SØSÆTTER 175 METER LANGT KLIMASKIB SYV ÅR FØR TID
Verdens største containerrederi strammer klimaskruen og vil sætte sit første CO2-neutrale skib i drift i 2023 i stedet for 2030. Alle nye Mærsk-skibe skal fra nu af bygges til at kunne sejle på grønne brændstoffer. Ellers ender giganten med at blive irrelevant- (Side 10-11)
JYLLANDS-POSTEN ERHVERV
FINANSTILSYNETS ROLLE SOM VAGTHUND FOR ATP UDVANDES
Finanstilsynets rolle som vagthund for ATP's kolossale pengetank bliver udvandet, hvis et lovforslag om ATP's nye investeringsstrategi vedtages i Folketinget, advarer professor Jesper Rangvid fra CBS. (Forside, side 6-7)
FALCK VIL HYRE FLERE TUSIND EFTER PLAN OM MANGEDOBLING AF TESTKAPACITET
Den fremtidige teststrategi betyder, at Falck vil ansætte i tusindvis af nye medarbejdere. (Side 4)
RUSSISKE HACKERE RYSTEDE DANISH AGRO
Hackerangreb, coronakrise og tab i Tyskland. 2020 har været det vanskeligste og mest dramatiske år for Danish Agro. Alligevel er det lykkedes grovvarekoncernen at vokse og øge indtjeningen. (Side 8)
SUCCESEN BLEV FOR STOR - ARBEJDERBANK MINDSKER RABAT TIL REALKREDITKUNDER
Arbejdernes Landsbank har fået 14.000 nye kunder i 2020 og lander et overskud på 330 mio. kr. Bankens topchef er tilfreds. (Side10)
MÆRSK VIL SØSÆTTE VERDENS FØRSTE CO2-NEUTRALE CONTAINERSKIB
Morten Bo Christiansen, nyudnævnt Head of Decarbonisation i A.P. Møller-Mærsk, understreger, at CO2neutrale containerskibe bliver afgørende for at holde fast i kunderne. (Side 12)
/ritzau/FINANS