Torsdagens aviser med Nordea, Mærsk og Novo Nordisk
BØRSEN
NORDEA FLYTTEDE UDBYTTEFINTE TIL NYKREDIT-FOND
Kort efter de schweiziske myndigheder havde bremset refusioner for udbytteskat til blandt andet Nordea, oprettede banken i 2008 en særlig fond på over 17 mia. kr. i Nykredit. Den blev brugt til spekulation i udbytterefusion fra Schweiz. Det er en beslutning, som banken nu er meget kede af blev truffet, og som ifølge Julie Galbo, risikochef i Nordea, som ikke ville blive truffet i dag. Nykredit fortryder ikke at have afvist forvaltningen af fonden. (Forside, side 6-7)
GENMABS INVESTORER SLAP MED SKRÆKKEN
Et lidt sløvt salg af Darzalex i tredje kvartal skabte bekymring for en lille nedjustering fra Genmab. Men nedjusteringen udeblev. (Side 8)
A.P. MØLLER-MÆRSK GODT PÅ VEJ I DIGITAL OMSTILLING
Danmarks største virksomhed, A.P. Møller-Mærsk, er nået langt i bestræbelserne på at blive et mere digitalt foretagende, der i sidste ende kan spare koncernen for store omkostninger. Næsten alt salg sker nu online. (Side 10)
NORDEA ER IKKE PÅ DET ØNSKEDE NIVEAU
Frank Vang-Jensen, der bliver privatkundechef for hele Nordea, skal vende kundeutilfredsheden. Ingen specifikke lande er i mål endnu, siger kundechefen. (Side 12)
TDC'S MANTRA ER NU GLADE KUNDER
TDC har i tredje kvartal vundet 47.000 mobilkunder, men mistet 40.000 kunder inden for tv, bredbånd og fastnet. Nye kundetiltag er derfor på vej. (Side 14)
NILFISK AFVISER SEJLIVET FUSIONSSPEKULATION
Primestones store opkøb af aktier i Nilfisk får analytiker til at spå om en eventuel genoplivelse af fusionsplaner med Tennant. Nifisks direktør afviser forlydenderne. (Side 16)
KETCHUPEFFEKT AF BANKFUSION ER UDEBLEVET
Ringkjøbing Landbobank mangler stadig at fremvise den fulde effekt af fusionen med Nordjyske Bank. Det vurderer aktieanalytiker. (Side 18)
BERLINGSKE BUSINESS
BAGMANDSPOLITIET GÅR EFTER DANSKE BANK-CHEFER
En mulig straffesag i hvidvasksagen retter sig ikke kun mod selve Danske Bank. Nu oplyser statsadvokat Morten Niels Jakobsen, at Bagmandspolitiet også undersøger muligheden for at gå direkte efter de ansvarlige topfolk i banken. (Forside, side 4-5)
URO ULMER UNDER ØRSTEDS DANSKE MILLIARDSALG
Sagen om salget af Ørsteds danske elforretning truer for alvor med at rykke ind på Christiansborg, samtidig med at et større slagsmål om et centralt nøgletal for elselskaberne spøger blandt mulige købere. (Side 6-7)
MÆRSK-CHEF TRÆKKER PÅ SKULDEREN AF HANDELSKRIG OG BREXIT
USA og Kina truer hinanden, og om få måneder er Storbritanniens tid i EU forbi. Men de mange globale udfordringer får ikke Mærsk-chef Søren Skou til at bekymre sig alt for meget. »De finder en løsning,« lyder det fra Danmarks største virksomhed. (Side 9)
JYLLANDS-POSTEN ERHVERV
MÆRSK RETTER FOKUS INDAD
De klassiske dyder som omkostningskontrol, styr på pengestrømme og stort finansielt råderum er tilbage i højsædet i A.P. Møller-Mærsk, hvor makkerparret Søren Skou og Jim Hagemann Snabe vil have den økonomiske handlefrihed tilbage. Opkøb må vente. (Forside, side 6-7)
SYDBANK SER ET LILLE POSITIVT GENMABSIGNAL
Kvartalsregnskab fra biotekselskab var uden de store overraskelser, men dog med lidt flere uannoncerede milepælsbetalinger og driftsudgifter end ventet. Det vurderer Sydbank. (Side 4)
TO STORE OPGAVER VENTER PÅ RINGKJØBING LANDBOBANKS CHEFS BORD
I et stort set fladt marked er Ringkjøbing Landbobank vokset med 6 pct. på udlånsforretningen. Kunderne har ifølge topchefen taget godt imod fusionen med Nordjyske Bank. (Side 4)
PFIZER VIL ANGRIBE NOVOS MILLIARDFORRETNING
Amerikanske Pfizer arbejder målrettet på at udradere Novo Nordisks indtjeningsmaskine for blødermidler. Selskabet nærmer sig med hastige skridt markedet. Men opgaven er sværere end som så, spår førende analytiker. (Side 10-11)
NORDEA ER IKKE DER, HVOR DEN SKAL VÆRE
Nordea skal tættere på kunderne og være til stede, når kunderne ønsker det - også om søndagen, lyder det fra bankens kommende privatkundechef for hele Norden, Frank Vang-Jensen. (Side 12)
NORSK STORSALG SKAL GIVE TDC NYE MUSKLER
TDC's tårnhøje gæld tynger selskabet. Men milliarderne fra salget af TDC's norske forretning vil både bringe gælden ned på et fornuftigt niveau og pumpe investeringsmusklerne op, vurderer TDC's finansdirektør. (Side 12)
/ritzau/FINANS