Torsdagens aviser med Nordea, Novo Nordisk og Nets
BØRSEN
KØBENHAVN TABER NORDEA TIL EU'S BANKUNION
Danmarks manglende deltagelse i bankunionen blev en afgørende brik, da Nordeas bestyrelsesformand, Björn Wahlroos, onsdag offentliggjorde, at storbanken rykker fra Stockholm til Helsinki om et års tid. Banken sparer cirka 8 mia. kr. Brian Mikkelsen (K) ærgrer sig over Nordeas valg. (Forside, side 6-7)
FOND STÅR TIL 17-DOBLING AF TYSK BIOTEKSATS
Sunstone Capital står til kæmpegevinst med en investering på 30 mio. kr. i tyske Rigontec, som nu sælges til medicinalgiganten MSD, for knap 3,5 mia. kr. Sunstone Capital kan med salget sikre investorerne i Sunstone Capital III et kontantbeløb på 128 mio. kr. (Side 9)
NOVO NORDISK BETALER SIG FRA SAG OM SVINDEL
Med en check på knap 370 mio. kr. har Novo Nordisk fået afvist eller forligt flere anklager i USA om svindel, bestikkelse og ulovlig praksis. Novo Nordisk har trods beskyldningerne ikke ændret på måden at føre forretning i USA på. (Side 10)
HAV- OG DAMBRUG FÅR MILLIONRESULTAT
Aquapri er en af landets største inden for havbrug og dambrug. Med fjerde generation ved roret blev 2016 et ekstraordinært indbringende år. (Side 11)
DONG PRESSER PÅ FOR HØJERE MÅL FOR GRØN ENERGI I EU
Et nyt studie viser mulighed for mere vedvarende energi i EU. Dong peger på, at havvind har brug for støtte for at nå i mål. 2025 er pejlemærke. (Side 18)
BERLINGSKE BUSINESS
NORDENS STØRSTE BANK SIGER NEJ TAK TIL DANMARK
Efter flere måneders spekulation har storbanken Nordea valgt at flytte sit juridiske hovedkvarter fra Stockholm til Helsinki. EU's bankunion har været - hvis ikke den udslagsgivende - faktor. (Forside, side 8-9)
FONDSBØRSEN FINDER NETS-STYRTDYK BEMÆRKELSESVÆRDIGT
Et højst usædvanligt kursfald i Nets-aktien bekymrer fondsbørsen, der nu undersøger et besynderligt forløb tirsdag morgen. Det sker samtidig med, at selskabet kan stå foran et af danmarkshistoriens største købstilbud. (Side 6)
NOVO BETALER 366 MIO. KR. OG LUKKER SPEGET USA-SAG
Med et historisk stort forlig har Novo Nordisk lukket en sag, der har hængt i haserne på selskabets supersællert Victoza i mere end seks år. Novo afviser at have gjort noget ulovligt, men afleverer alligevel et kæmpebeløb til den amerikanske stat. (Side 12)
JYLLANDS-POSTEN ERHVERV
ARLA ER TÆT PÅ AFGØRENDE GENNEMBRUD I USA
Valle, der er det tynde restprodukt efter produktion af ost, er som hvidt guld for Arlakoncernen. Nu øjner Arla Foods Ingredients (AFI) et afgørende gennembrud i USA, hvor man i næsten ti år har jagtet en partner, der kan sikre flere af de kostbare råvarer. (Forside, side 6-7)
NORDEA FLYTTER - MEN IKKE TIL DANMARK
Det bliver ikke Danmark, men Finland, der i fremtiden bliver hjemsted for Nordeas hovedsæde. Nordea har fravalgt Danmark, som ellers har bejlet til den nordiske storbank. Medlemskab af bankunion har vejet tungt i Nordeas valg af flugtdestination fra svenske skattetrusler. (Side 5)
NOVO INDGÅR FORLIG I USA MEN AFVISER ANKLAGE OM BESTIKKELSE
Novo Nordisk har indgået forlig i USA i en sag, hvor Novo beskyldes for at nedtone kræftrisiko i sin markedsføring. Koncernen mener ikke, at have gjort noget ulovligt. (Side 8)
DANSKE SPIL HAR TABT LOTTERIET OM DE SPILLELYSTNE
Udenlandske giganter som Unibet og Bet365 vinder kraftigt ind på Danske Spil. Flere af de danske spillekroner ender i udenlandske selskaber i stedet for den danske statskasse. (Side 9)
/ritzau/FINANS
Tags: newspaper❯