Torsdagens aviser med Nordea, Novozymes og Jyske Bank

Udgivet den 26-04-2018  |  kl. 06:32  |  

BØRSEN

SYDBANK OG NYKREDIT FÅR SMÆK FOR SKATTEFINTE

Sydbank har tabt et millionopgør med et britisk ægtepar. Banken rådgav parret til at investere for penge lånt i Nykredit som led i en skattefinte i Spanien. Investeringen slog fejl, og nu har en spansk ret dømt banken til at betale erstatning og annulleret lånet. (Forside, side 6-7)

SAXO BANK VIL TILBYDE KUNDERNE MERE END ET PRODUKT

Saxo Bank og Microsoft har indgået en aftale, som skal udvikle en platform for andre banker. En ny tankegang vinder frem i erhvervslivet. (Side 12)

MEDIEKONCERN SKYDER 12 MIO. KR. I DATASTARTUP

Den danske startup-datavirksomhed Lasso, der bearbejder offentlige data til specifikke brancher, har solgt 19,9 pct. af selskabet til JP/Politikens Hus. Mediehuset betaler en pris på lige over 12 mio. kr., hvilket sætter Lasso i stand til at vokse sig endnu større på markedet for erhvervsdata. (Side 14)

ATP MED MILLIARDTAB EFTER ÅRETS TRE FØRSTE MÅNEDER

Landets største pensionskasse, ATP, tabte i alt 1,8 mia. kr. i første kvartal. ATP's investeringer har været præget af usikkerhed på aktiemarkedet. (Side 16)

JYSKE BANK AFVISER SALG AF AKTIEPOST I JYSK BANKBRYLLUP

Nykredit vil købe en aktiepost i Ringkjøbing Landbobank efter en fusion med Nordjyske Bank. Men sælgeren - Jyske Bank - takker nej til tilbuddet. (Side 17)

NORDEA SKAL GENVINDE KUNDER EFTER ÅRS DØDVANDE

Panama-papirerne, hovedsædeflytning og et it-sats har kostet på Nordeas kundetilfredshed. Det kan påvirke banken i længere tid, vurderer analytiker. (Side 19)

BERLINGSKE BUSINESS

DANSKE VIRKSOMHEDER FLYGTER FRA BØRSEN

Siden finanskrisen i 2008 er den danske børs skrumpet fra 200 selskaber til 136. Senest er Nets og TDC blevet overtaget med henblik på afnotering. Samtidig er to ud af tre varslede nynoteringer i år udskudt til efter sommerferien. (Forside, side 12-13)

PENGE FRA VIND KAN SENDE MILLIARDER I STATSKASSEN

Millliarder og atter milliarder af støttekroner flyder i disse år fra staten til udviklere af havvind. Men energiminister Lars Christian Lilleholt (V) vil ikke afvise, at Ørsted og andre udviklere i fremtiden skal betale for at få del i de gode danske vindressourcer. (Side 4)

PRESSET ER TILBAGE PÅ NOVOZYMES EFTER KVARTALSREGNSKAB

Novozymes' topchef, Peder Holk Nielsen, kæmper for at genvinde investorernes tillid. Siden nytår er aktiekursen dykket godt 16 pct., og førstekvartalsregnskabet onsdag understregede den udvikling. Markedsreaktionen tyder på, at det er op ad bakke. (Side 5)

PROVOKERET JYSKE BANK VIL LÆGGE ARM MED NYKREDIT

Jyske Bank har afvist købstilbuddet på bankens andel af storstilet bankfusion. Flere analytikere peger på en provokeret topchef i Jyske Bank, Anders Dam, der samtidig er gået i flyverskjul. (Side 8)

NORDEA-CHEF ERKENDER AT HAVE FORSØMT KUNDERNE

De seneste år har Nordea fokuseret på interne processer, og det har kostet banken dyrt. Topchef Casper von Koskull vil tilbage til at have fokus på kunderne. (Side 9)

FYNSKE ROBOTMÆND SÆLGER IGEN SELSKAB FOR MILLIARDBELØB

Det danske robotselskab Mobile Industrial Robots er netop blevet købt af amerikanske Teradyne for 1,7 mia. kr., til trods for at selskabet kun omsætter for 77 mio. kr. Bag succesen står nogle af de samme iværksættere, som i 2015 solgte Universal Robots. (Side 10)

JYLLANDS-POSTEN ERHVERV

INVESTORER SKAL BÆRE RISIKOEN VED DEN GRØNNE OMSTILLING

Finansminister Kristian Jensen (V) vil ikke have flere store, grønne ekstraregninger. Han vil i stedet lægge risikoen hos de private investorer. Det vil dog bare betyde højere elpriser, advarer de. (Forside, side 6-7)

FLSMIDTH SLØJFER DIVISIONER OG ÆNDRER I TOPPEN

Kun få år efter at FLStopchef Thomas Schulz strikkede en ny struktur sammen, sker det på ny. Ingeniørgiganten sløjfer to divisioner. (Side 4)

KRISERAMT FITNESSKÆDE SKÆRER NED

Det Parken-ejede Fitness.dk kæmper med store underskud og medlemstilbagegang. Nu lukker kæden fem centre. (Side 5)

SYDBANK REDDER TRIST KVARTAL MED MILLIONFRASALG

Det har været gråt i gråt for Sydbank i første kvartal med nedgang på de fleste poster. Frasalg hjælper dog til at øge bundlinjen. (Side 5)

PENSIONSKASSER VRIDER SIG EFTER HÅRD START PÅ 2018

Pensionskasserne ATP og PFA melder begge om, at faldende kurser på verdens finansmarkeder har givet tab i de første tre måneder af 2018. Uro dominerede det globale politiske billede, og udsigten til rentestigninger i Europa og USA trak tænderne ud på det årelange investeringsboom. (Side 5)

JYSKE BANK FORSØGER AT PRESSE PRISEN OP PÅ NORDJYSKE-AKTIER

Jyske Banks topchef, Anders Dam, vil formentlig gerne sælge sine aktier i Nordjyske Bank, lyder det fra flere sider, efter at banken tirsdag afviste et tilbud fra Nykredit. (Side 8)

NORDEA TABER STADIG KUNDER I DANMARK

Topchefen for Nordea i Danmark, Frank Vang-Jensen, oplever, at kundetilfredsheden stiger, men det betyder ikke, at kundeblødningen er overstået. Flere års oprydningsarbejde har gjort ondt i forretningen. (Side 8)

NOVOZYMES HOLDER KURSEN - MEN ET BEN RYSTER

Enzymgiganten Novozymes går frem som forventet og regner med at levere som lovet. Alt er som ventet, men landbruget skaber usikkerhed. (Side 10)

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer