Torsdagens obligationer: Draghi gav bølgeskvulp

Udgivet den 06-11-2014  |  kl. 17:09  |  

Bankchef Mario Draghi fra Den Europæiske Centralbank tog den store taktstok i hænderne torsdag og tryllebandt investorerne meget af dagen. Hans pressemøde 14.30 var dagens mest imødesete kalenderpunkt, og det gav også klare resultater i markedet.

Først fik Draghis meldinger sendt renterne kraftigt i vejret, da han varslede fuld enighed i centralbankens top om ny støtte til eurozonens økonomi, hvis der er behov for det. Men kun godt en time senere vendte renterne den anden vej, efter at markedet fik tygget hans udsagn igennem.

Den toneangivende danske tiårige statsobligation med udløb i 2025 endte dagen i en rente 1,05 pct. - eller 1 basispoint under onsdagens lukkeniveau. I lande som Tyskland, Finland og Sverige var der ellers stort set uændrede renter - også efter store bevægelser i forbindelse med Draghis pressemøde.

Fra nøgletalsfronten bød morgenen på statistik over fabriksordrer i Tyskland i september. Ordrerne skuffede ved at gå frem med 0,8 pct. på månedsbasis mod en ventet stigning på 2,3 pct. blandt økonomerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.

Eftermiddagens datamæssige højdepunkter var en let positiv overraskelse i det ugentlige tal for nytilmeldte ledige i USA. 278.000 nye amerikanere søgte om dagpenge sidste uge, mens der ifølge Bloomberg var ventet 285.000 i køen.

Endelig fastholdt den britiske centralbank, Bank of England, som ventet både sin ledende rente og sit opkøbsprogram.

/ritzau/FINANS

Mathias Stigsgaard +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk

Tags:  Obligationer❯  Danmark❯  lukning❯ 

Relaterede nyheder