Torsdagens obligationer: Rentefald trods pæne USA-tal
Trods offentliggørelsen af et par positivt overraskende amerikanske nøgletal torsdag eftermiddag udvidedes dagens rentefald for den toneangivende danske tiårige stats obligation til 5 basispoint til 0,54 pct. ved lukketid. Det var 2 basispoint lavere end ved åbningen.
I Europa sås rentefald på 6-7 basispoint i Frankfurt og Paris ved dansk lukketid.
Det indledende rentefald blev primært tilskrevet referatet fra det seneste møde i den amerikanske centralbanks pengepolitiske komité, som vidnede om, at medlemmerne af bankens rentekomité i stigende grad er bekymrede for, om faldet i råvarepriserne og uroen på de finansielle markeder udgør en risiko for den amerikanske økonomi. Der gav et mindre rentefald i USA.
I formiddagstimerne kom de vestlige landes økonomiske samarbejdsorganisation, OECD, med sit reviderede skøn for, hvor stor væksten i verden vil blive de kommende år. OECD barberede forventningerne til væksten målt på bruttonationalprodukt (BNP) ned til 3,0 pct. i år og 3,3 pct. i 2017.
I den seneste prognose fra organisationen, som blev udsendt i november, lød skønnene på henholdsvis 3,3 og 3,6 pct.
Siden kom der amerikanske nøgletal for nytilmeldte ledige i sidste uge, som overraskede positivt med en tilgang på 262.000 mod en ventet tilgang på 275.000 ifølge Bloomberg News. Ugen før var der 269.000 nytilmeldte ledige.
Samtidigt viste Philly Fed's tillidsindeks for februar en værdi på minus 2,8 mod ventede minus 3,0.
Og til sidst ramte et fald i de ledende indikatorer for januar plet i forhold til forventningerne med et fald på 0,2 pct.
/ritzau/FINANS