Torsdagens obligationer: Rentestigning øget til 6 basispoint

Udgivet den 19-12-2024  |  kl. 17:14  |  

Morgentimernes rentehop tog torsdag til i løbet af eftermiddagen, og for den tiårige toneangivende danske statsobligation blev facit en rente på 2,04 pct. svarende til en stigning på 7 basispoint over dagen.

Renten tog et hop ved åbningen torsdag morgen inspireret af udviklingen i USA, hvor den amerikanske centralbank onsdag aften helt som ventet sænkede renten 25 basispoint, men formanden for banken, Jerome Powell, fulgte op med at halvere sin prognose for rentenedsættelser til næste år.

Centralbanken løftede hertil sine inflations- og vækstforventninger, og Jerome Powell indikerede, at det vil kræve en aftagende inflation, før der kommer nye lempelser.

Den ledende tiårige amerikanske rente steg 12 basispoint.

Torsdag eftermiddag kom amerikanske nøgletal, som til en vis grad bekræftede indtrykket af en økonomi uden behov for snarlige rentelempelser: Bruttonationalproduktet for tredje kvartal viste en vækst på 3,1 pct. regnet på årsbasis mod en vækst på 2,8 pct. i den forudgående aflæsning. Den ugentlige optælling af nytilmeldte ledige viste en tilgang på 220.000 mod et estimeret antal på 230.000 ifølge Bloombberg News. Men erhvervslivets aktivitetsindeks fra Federal Reserve Bank of Philadelphia faldt overraskende til -16,4 i december fra -5,5 måneden før.

.\\˙ MarketWire

Henning Lars Nielsen

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Market Close❯ 

Seneste nyheder