Travleste juli nogensinde i Københavns Lufthavn
Københavns Lufthavns passagervækst blev på 1,3 pct. i juli til 2,31 mio. passagerer, hvilket er det højeste antal nogensinde for juli, hvilket er trukket af vækst i udenrigstrafikken. Det skriver selskabet i en meddelelse.
Københavns Lufthavne skriver, at mens det samlede antal passagerer steg med 1,3 pct., er mængden af afgående passagerer øget med hele 2,7 pct., hvilket viser, at danskerne er taget senere af sted på sommerferie end sidste år - og for manges vedkommende så sent, at de først kommer hjem i august.
Lufthavnen melder yderligere om en markant vækst på 4,1 pct. i den internationale trafik.
- Det er den rejselyst, der gør juli måned til den mest travle i lufthavnens historie - og det på trods af Cimber Sterlings konkurs og en sen sommerferie, der ellers trækker noget ned, siger Carsten Nørland, salgs- og markedsdirektør, Københavns Lufthavn.
Indenrigstrafikken faldt med 31,1 pct., men vil sandsynligvis stabilisere sig i de kommende måneder, efterhånden som flere flyselskaber fylder hullet efter konkursramte Cimber Sterling.