Trods mangel begynder Novo nu salg af Wegovy i Storbritannien

Udgivet den 04-09-2023  |  kl. 08:30  |  
Arkiv: Foto

Trods problemer med at følge med efterspørgslen lancerer Novo Nordisk nu sit populære vægttabsmiddel Wegovy i Storbritannien.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Wegovy vil blive introduceret på markedet i Storbritannien "gennem en kontrolleret og begrænset lancering". Det skriver Novo i en meddelelse ifølge Reuters.

- Vi overvåger efterspørgslen på Wegovy nøje og samarbejder med myndigheder og leverandører for at sikre, at mennesker, der lever med fedme, kan få adgang til og forblive i behandling, skriver det danske medicinalselskab i meddelelsen ifølge Reuters.

I slutningen af juli begyndte Novo Nordisk at sælge Wegovy i Tyskland. Midlet er også til salg i Danmark, Norge og USA.

Topchefen i Novo Nordisk, Lars Fruergaard Jørgensen, har tidligere sagt, at udrulningen til flere markeder vil gå langsommere end først planlagt.

Det skyldes, at selskabet har svært ved at følge med den stigende efterspørgsel på særligt Wegovy og Ozempic.

Begge midler er baseret på stoffet semaglutid.

Det fremgår ikke af Novos meddelelse, hvor stort udbuddet af Wegovy bliver i Storbritannien. Selskabet skriver heller ikke, hvad prisen bliver, skriver Reuters.

/ritzau/

Redaktion

Tags:  Shares❯ 

Seneste nyheder