Trods sommerferie er boligsalget fortsat højt

Udgivet den 15-07-2020  |  kl. 06:00  |  

Tager man i øjeblikket et kig ud på morgentrafikken eller på gaderne i de store byer, finder man hurtigt ud af, at ikke alt er som det plejer. Der er fred og ro, og det er let at komme igennem byen i morgentimerne.

Danskerne holder ferie, og der er faldet ro over den ellers normale hektiske puls i storbyen. Men meget tyder på, at det ikke er den samme fred og ro, der hersker på kontorerne hos landets ejendomsmæglere i øjeblikket. For trods sommerferie sælges der stadig rigtig mange boliger.

Usædvanlig høj sommeraktivitet

I denne ugerapport ser vi tilbage på uge 28, der traditionelt markerer en nedgang i aktiviteten på boligmarkedet i takt med, at danskerne for alvor tager på ferie. Det har også været tilfældet i år, hvor antallet af solgte boliger er faldet fra uge 27 til uge 28. Men når det er sagt, er det stadig en usædvanlig høj handelsaktivitet, som vi i øjeblikket ser på boligmarkedet.

"Hvis vi sammenligner 2020-udgaven af uge 28 med samme uge i 2019, blev der i sidste uge solgt cirka 650 flere boliger end i uge 28 sidste år. Samtidig ligger det samlede salg i sidste uge hele 41 procent over gennemsnittet for samme uge i årene 2015-2019. Det er det fjerdehøjeste niveau vi har set på én uge i år," forklarer Kasper Fredløv Sonberg, der er boligøkonom hos Boligsiden.

Sommerhuse i førertrøjen

Der blev i sidste uge solgt 2.427 boliger i Danmark. Og ser vi på hvilke boligtyper, der bidrager til det høje niveau, er det stort set alle typer, der fortsat bliver solgt i stor stil i sommerferien.

"Salget af alle boligtyper er faldet i forhold til uge 27, men gennemgående ligger salget af alle boligtyper også stadig på et højt niveau. Sommerhusene er dog fortsat i førertrøjen med et salg, der er fordoblet i forhold til gennemsnittet for de seneste fem år," siger Kasper Fredløv Sonberg.

"Samtidig er det værd at lægge mærke til salget af ejerlejligheder. Under corona har det længe ligget under niveau, men i den seneste måned er salget virkelig taget til, og i år ligger salget af ejerlejligheder i uge 28 cirka 24 procent højere end gennemsnittet for samme uge i de seneste fem år," tilføjer Kasper Fredløv Sonberg.

I forbindelse med det høje salg er det gennemsnitlige nedslag i pris, som der gives i forbindelse med salg af lejligheder, også faldet markant i den seneste tid.

"Efter en lang periode, hvor nedslagene på ejerlejligheder har været over niveau i forhold til gennemsnittet for de seneste år, er det nu vendt. I år er nedslagene i uge 28 således fem procent lavere end gennemsnittet for de seneste fem år," konstaterer Kasper Fredløv Sonberg.

Sælgerne holder ferie

Ser vi omvendt på, hvor mange boliger, der i sidste uge blev sat til salg, er tendensen her lidt den samme som med salget. Flere af sælgerne tilsyneladende er gået på sommerferie, men det samlede niveau er stadig højere end i samme uge i de foregående år.

Niveauet for nye villaer og rækkehuse til salg lå i sidste uge således cirka 10 procent over gennemsnittet for samme uge i årene siden 2015. Og for sommerhuse er niveauet cirka 75 procent højere end gennemsnittet.

Men netop for sommerhusene er der dog sket et markant fald i nye boliger til salg, hvilket skyldes, at netop denne del af boligmarkedet især er præget af sæsonudsving.

Udgivet af: Boligsiden

Tags:  Bolig❯ 

Seneste nyheder

15:53 Robinhood får påtale af amerikansk børssherif
15:47 USA/åbning: Udsigt til lavere renter giver positive investorer med plus til Paramount
14:43 USA/tendens: Udsigt til lavere renter giver positive investorer - plus til Paramount
14:04 NKT får grønt lys til salg af NKT Photonics af Erhvervsstyrelsen
13:55 NKT får grønt lys til salg af NKT Photonics af Erhvervsstyrelsen
13:20 Europa/aktier: Tysk fragtselskab under pres før regnskab - GN vinder frem i grønt Europa
11:42 Obligationer/middag: Rentefald fortsætter efter fald i europæiske producentpriser
11:34 Aktier/middag: Demant er bundprop i fladt C25 efter skuffende regnskab
11:19 Mærsk ser omvej uden om Afrika æde store dele af industriens kapacitet
11:05 Eurozonens producentpriser faldt mere end ventet i marts
10:29 Jysnek Bank kalder Danske Bank-kursfald fredag for "overdreven reaktion på udlodning"
10:08 ALK får lagt 25 pct. oven i kursmålet hos Danske Bank
09:19 Demants topchef: Både markedet og os selv er kommet lidt langsomt i gang i detail
09:13 Aktier/åbning: Demant sendt til bunds efter skuffende opdatering
08:52 Obligationer/åbning: Renten falder fra start - fokus på amerikanske taler
08:50 Analytiker ser Demant-aktien underpræstere mandag efter afdæmpet start på året
08:07 Aktier/tendens: Skuffende takter fra Demant - løftede kursmål efter fredagens regnskaber
08:00 Antallet af tvangsauktioner er fortsat lavt i april
07:58 Demants vækst skuffer lidt - detailforretning er kommet langsomt ud af starthullerne
07:31 Demant fastholder forventningerne efter første kvartal