Trump advarer briterne mod at stemme på Jeremy Corbyn

Udgivet den 31-10-2019  |  kl. 20:39  |  

Det er ikke kun inden for Storbritanniens grænser, at politikere forsøger at overbevise vælgerne om, hvor de skal sætte deres kryds, når briterne går til parlamentsvalg 12. december.

Også USA's præsident, Donald Trump, giver sin mening til kende om, hvem der er bedst egnet til at lede Storbritannien.

I et radiointerview torsdag advarede præsidenten således mod, at vælgerne giver deres støtte til lederen af arbejderpartiet Labour, Jeremy Corbyn.

- Corbyn vil være så skidt for jeres land. Han er så dårlig, han vil tage jer i så skidt en retning. Han vil bringe jer så dårlige steder hen, lød det fra Trump i et interview på den britiske radiostation LBC Radio.

Donald Trump blev interviewet af lederen af Brexitpartiet, Nigel Farage, som er kendt for sin indædte EU-modstand.

Med sine udtalelser i programmet mener Jeremy Corbyn, at den amerikanske præsident forsøger at fremme den siddende premierminister, Boris Johnsons, muligheder for at blive genvalgt.

- Trump forsøger at blande sig i det britiske valg for at få sin ven Boris Johnson valgt ind, skriver Corbyn på Twitter.

/ritzau/Reuters

Redaktion

Tags:  UK❯  USA❯