Tvangsauktioner er billige, men har en skjult pris
Det seneste år er villaer og rækkehuse på tvangsauktion solgt til priser, der ligger 68 procent lavere end for villaer og rækkehuse i almindelig fri handel. Har du mod på at købe bolig på tvangsauktion, kan der altså være rigtig mange penge at spare. Du skal dog være opmærksom på, at du ikke bare køber et almindeligt hus med rabat, når du køber på tvangsauktion, og at en del af det, du sparer, vil blive brugt på andre udgifter.
"Hvis noget lyder for godt til at være sandt, er det ofte fordi, det er det. Så når tvangsauktionerne er så billige, er det fordi, du ikke kan sammenligne med husene, der sælges i almindelig fri handel, hverken i forhold til stand eller beliggenhed. Derudover mister du nogle af de rettigheder, du har som huskøber i fri handel, når du køber på tvangsauktion", siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør for Boligsiden.dk.
Sæt penge af til istandsættelse eller nybyggeri
Mange boliger ryger på tvangsauktion, fordi boligejeren ikke har kunnet betale sine regninger. Det betyder, at der ofte heller ikke har været penge til at vedligeholde huset i en årrække, og flere af husene er i så dårlig stand, at de er bedre tjent med at blive revet ned end renoveret. Det forklarer de lave priser. Køber du en bolig, som du ikke vil rive ned, på tvangsauktion, vil du ofte blive nødt til at skyde mange penge i renovering, så vær opmærksom på, hvor meget det vil koste dig, at få huset op i beboelig stand, før du falder i svimer over, hvor billigt det er.
Søger du en byggegrund, er der til gengæld et godt tip til dig. Køber du en nedrivningsparat ejendom på tvangsauktion, kan du være heldig at finde en grund i et område, hvor der ellers ikke er grunde til salg.
Købt som beset
Når du køber bolig på tvang, får du det, du ser. Der er ingen tilstandsrapport, og du køber som beset, og mister fx også retten til en ejerskifteforsikring. Det kan derfor være en god ide at have en byggesagkyndig med ud at se på boligen og lave en grundig gennemgang.
Når du køber på tvangsauktion, har du heller ikke nogen fortrydelsesret. Du hænger altså på ejendommen med alle dens fejl og mangler, og du bør derfor altid afsætte en pæn pose penge til at udbedre skader, der måtte dukke op, efter du har overtaget boligen.
Bynære huse kommer sjældent på tvangsauktion
Mange af de boliger, der sælges på tvangsauktion, ligger i yderområderne; dermed er de ofte billigere end bynære huse - også selvom de ikke sælges på tvang. Har man et bynært hus vil det ofte være muligt at sælge det i almindelig fri handel, inden huset kommer på tvangsauktion, men i yderområderne, kan det tage så lang tid at finde en køber, at man må sælge huset på tvang, så kreditorerne kan få deres penge. Når der kommer bynære boliger på tvangsauktion, er det ofte dyre millionvillaer, som - selv på tvangsauktion - stadig koster mere, end de fleste kan betale.
De røde og orange områder på kortet nedenfor er de steder, hvor andelen af tvangsauktioner er størst. Du finder færrest tvangsauktioner i de mørkegrønne områder, som er i og omkring København og Aarhus, og i de lysegrønne områder.
Hvis du ender med at bo lidt længere ud på landet end planlagt, fordi du køber på tvangsauktion, skal du derfor også medregne en eventuel ekstra udgift til transport til og fra arbejde. Til gengæld vil der måske være råd til at opgradere bilen til en nyere model.
Kort over tvangsauktioner i Danmark
Se alle tvangsauktioner på tvangsauktioner.boligsiden.dk
Tags: Bolig❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1189
- næste ›