Udbudspriser på projektlejligheder i København bremser op

Udgivet den 21-11-2018  |  kl. 06:00  |  
Nybyggeri. Foto: Boligsiden.dk

Foto: Boligsiden.dk

Efter støvet fra finanskrisen fik lagt sig, og der igen kom gang i byggeriet, har der været gode kår for salg af projektlejligheder i København. Kvadratmeterpriserne har været ligeså høje som de nye etageejendomme, der er skudt op i hovedstaden, og efterspørgslen har holdt priserne oppe. I hvert fald indtil nu. Nye tal fra Boligsiden.dk viser, at udviklingen i udbudspriserne henover 2018 er gået i stå.

I oktober måned kostede en kvadratmeter projektlejlighed i København 53.588 kroner. Det er 500 kroner mindre end for blot tre måneder siden. Skuer man et år tilbage, er der dog tale om en stigning. Siden oktober 2017 er den gennemsnitlige udbudspris steget omkring 2.000 kroner. Men stigningen er langt mindre end i de foregående år, viser tallene.

"Den årlige stigning er halvt så stor som året før, hvor der var tale om en vækst i udbudspriserne på rundt regnet 4.600 kroner. Derudover er der en klar tendens, der indikerer ikke blot stagnerende, men også faldende priser," siger Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk.

Tendensen de seneste år har været stigende priser fra januar til december. I år ligger udbudspriserne på samme niveau som ved årsskiftet.

Flere årsager til faldende priser

Der er flere årsager til, at festen på projektsalgsmarkedet er ved at ebbe ud. Dels er køberskaren blevet mindre, fordi markedet i højere grad end tidligere er mættet, og dels stiller Københavns Kommune krav om, at 75 procent af nybyggede ejerlejligheder i hovedstaden i gennemsnit skal være 95 kvadratmeter. Og dét benspænd medfører særdeles dyre boliger.

"Projektboliger har i forvejen en langt højere kvadratmeterpris end det ældre byggeri, og når vi på grund af kommunens krav til størrelsen på boligerne ender med en masse lejligheder, der er ganske store, bliver prisen en bremseklods for en stor del af dem, der er på boligjagt i byen. Med den nuværende udbudspris vil en ejerlejlighed på 95 kvadratmeter koste fem millioner kroner. Det er en pris, der kun appellerer til få," siger Birgit Daetz.

De seneste måneder har budt på faldende salgspriser på ejerlejligheder i København, og det gælder også projektsalget, hvor usikkerhed om den kommende ejendomsvurdering og den nye boligskatteaftale præger markedet.

Udfordringen er, at man først kan lave en endelig vurdering af projektet, når det står færdigt, og dermed er beskatningsgrundlaget usikkert, da det nemt kan ligge langt fra den midlertidige vurdering, der bliver lavet. Netop den faktor er i spil uanset, hvornår byggeriet står færdigt, men køber du en projektbolig, der først står færdig efter skæringsdatoen i den nye boligskatteaftale, der som helhed træder i kraft i 2021, er beskatningsgrundlaget ikke blot usikkert - som køber mister du også den såkaldte 'skatterabat'. Den opnås, hvis du køber en bolig, der står færdig og er blevet vurderet inden september 2020.

"Det kan virke afskrækkende på en potentiel køber at erhverve sig en dyr bolig, som man ikke kender beskatningsgrundlaget af. Derfor er der en tilbageholdenhed på den del af markedet, som har sat sig i salget. Når det er svært at sælge, er den eneste knap at justere på prisen, og derfor er mit bud også, at vi vil se faldende udbudspriser på projektsalget i København frem mod 2021," siger Birgit Daetz.

Udvikling i udbudspriser for projektlejligheder i København:

Måned Udbudspris pr. kvm
Oktober 2018 53.588 kr.
Oktober 2017 51.485 kr.
Oktober 2016 46.856 kr.
Oktober 2015 42.517 kr.

(Kilde: Boligsiden.dk)

Udgivet af: Boligsiden

Tags:  Bolig❯ 

Seneste nyheder

11:19 Netanyahu mødes med ministre for at stemme om våbenhvile i Gaza
11:06 Eurozonen: Inflationen tiltog til 2,4 pct. i december
10:53 NNIT-topchef: Grundlag for et godt 2025 trods tilpasning i USA og Europa
10:46 Ørsted får købanbefaling hos ABG: Negativ amerikansk påvirkning vil være begrænset
10:34 Columbus åbner døren for nyt ejerskab, fusion eller konsolidering
10:12 Houthibevægelsen signalerer pause for angreb i Det Røde Hav efter våbenhvile
09:24 Rio Tinto og Glencore diskuterer angiveligt mulighed for at slå pjalterne sammen
09:16 Aktier/åbning: Ørsted stryger til tops - Mærsk-aktierne får baghjul
09:07 ISS sikrer sig to aftaler i 100 mio. kr.-klassen
08:58 Obligationer/åbning: Renten tager mindre dyk frem mod amerikansk industriproduktion
08:49 Netcompany sænkes til "hold" af Jyske Bank: Ser ikke 2025-prognose som en trigger
08:44 Pandora spås større potentiale hos Citi: Er blevet et meget mere robust og attraktivt aktiv
08:17 Netcompany sænkes til "hold" af Jyske Bank: Ser ikke 2025-prognose som en trigger
08:04 Vigtigt rateindeks for Mærsk fortsætter nedturen med endnu et dyk
07:43 Demant snupper markedsandele hos amerikanske veteraner fra Sonova
07:41 Aktier/tendens: Pandora i fokus efter analyseros i ventet forsigtig start
07:27 Ørsted får lavere kursmål hos RBC
07:01 Obligationer/tendens: Flad start på dagen i vente frem mod Trumps indsættelse
06:50 Ørsted får købanbefaling hos ABG
06:47 Råvarer: Olieprisen på vej mod fjerde uge i træk med fremgang