Udlandet står for mere end halvdelen af Netcompanys omsætning siger topchef

Udgivet den 04-05-2023  |  kl. 10:21  |  

Netcompany er blevet en international it-virksomhed med 7500 medarbejdere og mere end halvdelen af omsætningen genereret uden for Danmarks grænser.

Det siger Netcompanys administrerende direktør, André Rogaczewski, til MarketWire efter regnskabet for første kvartal.

It-selskabet investerer fortsat i markeder med både industriel fokus, og i selskabets platforme, fortæller topchefen, der hæfter sig ved, at Netcompany nu har nået en størrelse, hvor det kan komme ind som en udfordrer til de helt store internationale projekter.

I Danmark er Netcompany som brand godt kendt, men i Europa skal selskabet ind som udfordrer til de helt store infrastrukturprojekter.

- Der er jeg glad for at se, at vi er lykkes med at komme ud mange steder og banke det budskab fast. At vi er her, og at vi kan noget. Vores model, som vi har brugt i Skandinavien, kan vi bruge i andre lande, forklarer André Rogaczewski.

Netcompany kommer ifølge topchefen med en skandinavisk tradition og en ny tilgang til at bygge it-systemer, hvor der bliver stillet spørgsmål til den gængse måde at gøre tingene på.

- Vi tror på, at vi kan gøre det hurtigere og enklere og billigere. Det er den go-to-market-strategi, vi er ude at fortælle om, siger Rogaczewski, der henviser til, at Netcompany har ny teknologi under armen og har nye mennesker med samt en ny måde at tænke på.

Netcompany leverer ifølge topchefen service til så forskellige brancher som det offentlige samt inden for energi, forsyning, forskellige finansielle brancher, transport og supply chain.

Det danske it-selskab er ifølge den administrerende direktør også kommet op i en liga, hvor det kan konkurrere med de store konsulentfirmaer eller systemintegratorer såsom Capgemini, Accenture, DXC Technology og Atos.

.\\˙ MarketWire

Jakob Due Jakobsen

Tags:  CEO❯  Shares❯