UGENS KOMMENTAR - aktieinfo.net om ugens vigtigste begivenheder
NetPosten.dk har indgået et samarbejde med aktieinfo.net. NetPosten.dk giver på denne måde andre end udelukkende banker og børsmæglere mulighed for at blive læst af en bred skare af læsere.
Ugekommentar mandag den 17. september 2001.
Af John Stihøj, Aktie.info Danmark ApS
www.aktieinfo.net
Efter en børspause på 4 dage efter det tragiske terrorangreb på New York og Washington, forventes de amerikanske aktiemarkeder at åbne igen mandag.
At komme med et bud på den forventelige udvikling på verdens børser i denne uge er meget svært. Handlen vil blive præget af psykologi tilsat nationalfølelse og hjælp fra verdens centralbanker. Man skal aldrig undervurdere amerikanerne, som trods modgang og dyb sorg, altid kan bevare en optimisme og tro på egne evner. Amerikanske banker, hedge-fonde og privatpersoner siger næsten samstemmende, at de ikke vil sælge ud af aktier, og dermed ønsker de at sende et signal om, at selv feje terroraktioner mod USA ikke skal slå skår i den kapitalistiske og frie verdens økonomi.
Vi går en meget urolig tid i møde, og derfor bør aktier alt andet lige falde, mens obligationer bør stige i værdi, dollar og schweizer franc vil blive styrket og guldpriserne ligeledes stige. Jeg vil dog ikke udelukke, at vi kan se den modsatte effekt i de kommende dage, men på et tidspunkt vil de realøkonomiske fremtidsudsigter og frygten for en optrappet konflikt øge usikkerheden. Centralbankerne vil i en kortere periode være i stand til at pumpe mange milliarder af dollars ind i markedet og dermed sikre, at markederne ikke går i panik allerede mandag. Og som nævnt skal man ikke undervurdere den psykologiske handling fra amerikanerne, som måske kan føre til en mere positiv udvikling på aktiemarkederne.
For at kunne analysere den fremtidige udvikling på aktiemarkederne er vi dog nødt til at forholde os til de udsigter, som var gældende før terrorangrebet. Inden tirsdagens angreb var et økonomisk opsving i USA ikke lige om hjørnet, hvilket blev sat til frit skue, da sidste mandags forbrugertillidstal fra University of Michigan viste et uventet stort fald til 83,6 i september fra 91,5 i august. Fredagens nøgletal var mere eller mindre som forventet. Der vil dog gå et par kvartaler endnu, før væksten i den amerikanske økonomi kan forventes at komme op i omdrejninger.
Vi står fortsat i en situation, hvor mange selskaber fyrer medarbejdere, og hvor forbrugertilliden vil lide endnu et knæk. At forbrugertilliden falder viser historien os, hvis vi ser tilbage på f.eks. mordet på John F. Kennedy i 1963, børskrakket i 1989 og flere andre lignende uforudsigelige handlinger.
Uanset om USA allerede ved hvem der står bag terroraktionerne, er der ingen garanti for, at USA og deres allierede kan finde de skyldige, ligesom der kan blive tale om en regulær krig mod terrorregimer og terrorristerne. En krig som kan blive langvarig, og krig fører altid til usikkerhed og frygt, og forbrugerne vil derfor holde inde med forbrugslysten. Først og fremmest vil det ramme producenter af luksusvarer, flyselskaberne, rejsearrangører, forsikringsselskaber, banker m.fl.
Det er også værd at hæfte sig ved, at 50% af softwareindkøb sker i den sidste måned af et kvartal - altså for dette kvartals vedkommende i september. I sidste uge og i de kommende uger er der næppe mange, som tænker på køb af software o.lign. Dette kan bevirke, at mange af softwareselskaberne som Microsoft, SAP, Oracle m.fl. må komme med nedjusteringer for 3. kvartals indtjening. Dette behøver dog ikke få den store negative kurseffekt, idet nedjusteringerne kan undskyldes med terrorangrebet. Men det viser blot, at hvor man havde håbet på at regnskaberne måske i 4. kvartal ville begynde at vise tegn på bedring, ja så skal vi måske frem til 1. eller 2. kvartal i 2002 før en bedring kan forventes. Omvendt vil selskaber som Veritas have en chance for at outperforme markedet, da der vil blive øget fokusering på datasikkerhedssystemer o.lign.
Man må ikke glemme, at USA nu skal bruge enorme midler på at opruste, krigen mod terrorristerne, genopbygge store dele af Manhatten og til at øge sikkerheden. Man taler om ekstrabevillinger til oprustning og øget sikkerhed på 40 mia. USD, og netop dette faktum kan faktisk blive en medvirkende årsag til, at USA´s økonomi hurtigere end forventet kommer op i tempo. Ser vi tilbage i historien har krigshandlinger og terrorhandlinger umiddelbart ført til store kursfald, men aktiemarkederne har relativt hurtigt rettet sig igen. Hvor barskt det end kan lyde, er krige og uroligheder desværre med til at øge den økonomiske vækst.
Jeg tror dog at meget afhænger af, hvor stor succes USA og resten af verden har med at straffe terrorristerne og terrorregimerne. En hurtig og succesfuld straffeaktion vil få renset luften og rent aktiemæssigt være af det gode, men det kan ikke udelukkes, at denne mission kan risikere at strække over længere tid, ligesom man heller ikke kan udelukke gengældelsesangreb og risikoen for en yderligere spændt situation i Mellemøsten og landene omkring Afghanistan. Det kan føre til kraftigt stigende oliepriser og genopblussen af voldsomme uroligheder i Mellemøsten, som igen kan sprede sig ud over store dele af verden.
Indtil videre har finansmarkederne holdt sig relativt roligt, men det kan være stilhed før stormen. Der må rådes til den største forsigtighed, også selvom man nu og her kan se store fremtidige fordele for visse IT selskaber, som beskæftiger sig med datasikkerhed og -overvågning, olierelaterede virksomheder, sikkerhedsselskaber m.fl.
Det bliver en spændende aktieuge, og som et ekstra krydderi offentliggør den af SAS nedsatte granskningsgruppe deres rapport om bestyrelsens og ledelsens viden i kartelsagen. Denne rapport kan risikere at rokke yderligere ved ledelsens troværdighed.
På grund af lukningen af børserne i USA har flere amerikanske selskaber ændret datoen for offentliggørelsen af regnskaber. Du opfordres derfor til at holde dig løbende ajour med finanskalenderen på www.aktieinfo.net, idet der kan ske flere ændringer. Dog forventes det at McCormick onsdag kommer med kvartalsregnskab, torsdag kommer tal fra NIKE, Morgan Stanlay Dean Witter, Palm Inc. og hjemlige Vest-Wood. Fredag offentliggøres tal fra det tyske IFO-institut, hvor 7.000 erhvervsledere giver deres bud på de fremtidige forventninger til økonomien. I de senere måneder er dette tal faldet fra måned til måned, og vi må også forvente at fredagens tal fortsat viser pessimisme med hensyn til det fremtidige forretningsklima.
I hele uge 38 vil jeg dagligt opdatere mine markedskommentarer, som du dagligt kan læse på www.aktieinfo.net.
Næste markedskommentar bringes på Netposten mandag den 24. september 2001.
VIGTIGT: Ugens markedskommentar bringes uden ansvar. Du anbefales at rådføre dig med et pengeinstitut eller en børsmægler forinden der disponeres. Dispositioner må ikke finde sted på baggrund af de betragtninger, som fremføres i denne markedskommentar.