USA/åbning: Banktrio belønnet for tal i surt marked - Tesla straffet for robottaxa

Udgivet den 11-10-2024  |  kl. 15:47  |  

Den amerikanske regnskabssæson er fredag skudt i gang med regnskaber fra storbankerne JPMorgan, Wells Fargo og BNY Mellon, der alle var til den positive side. Hvor bankerne belønnes ved åbningen, trækker Tesla derimod sydpå efter lanceringen torsdag af selskabets robottaxa, da markedet mangler detaljer.

Fredag efter knap ti minutters handel ligger S&P 500-indekset med et fald 0,1 pct. til 5785,38 efter et fald torsdag på 0,2 pct. Nasdaq-indekset falder med 0,3 pct. til 18.227,54 efter et fald torsdag på beskedne 0,1 pct. Dow Jones-indekset derimod stiger 0,4 pct. til 42.624,56 efter fremgang til finansaktierne. Stigningen følger et fald på 0,1 pct. torsdag.

TESLAS ROBOTAXA MODTAGET NEGATIVT

Aktien i elbilproducenten Tesla falder fredag efter præsentationen af selskabets nye robottaxa natten til fredag. Aktien falder med 9,1 pct. til 217,29 dollar.

Elon Musk afslørede på arrangementet, at den nye robottaxi, som får navnet Cybercab, kan komme i produktion i 2026. Prisen ventes at blive under 30.000 dollar.

Afsløringen af robottaxaen fra Tesla er over flere omgange blevet udskudt, og også selve arrangementet torsdag endte med at komme for sent i gang.

Og også derfor var svaret omkring, hvornår produktionen og salget af Cybercab går i gang, noget kryptisk.

- Formentlig, tja, jeg tenderer jo til at være lidt optimistisk med tidsrammer, men i 2026. Før 2027, lad mig sige det på den måde, sagde Elon Musk fra scenen ifølge Bloomberg News.

Og fra investorsiden afventes der også fortsat flere detaljer.

JPMORGANS TAL GODKENDT

JPMorgan var blandt de første af de amerikanske storbanker til at levere regnskab for tredje kvartal, og det er med en lidt bedre udvikling end ventet for blandt andet de vigtige nettorenteindtægter samt en opjustering af forventningerne til posten.

Aktien i storbanken stiger 2,9 pct. til 218,90 dollar efter et fald på 0,3 pct.

Nettorenteindtægterne landede på 23,53 mia. dollar - over analytikerkonsensus på 22,8 mia. dollar. De samlede indtægter på 43,32 mia. dollar er også bedre end analytikernes forventning på 41,9 mia. dollar.

Forud for regnskabet havde der været en del bekymringer om prognosen for de justerede nettorenteindtægter, men de bliver gjort til skamme, da prognosen bliver opjusteret til cirka 92,5 mia. dollar fra tidligere ventet cirka 91 mia. dollar.

OGSÅ BNY MELLONS OG WELLS FARGOS

Den ældste bank i USA, Bank of New York Mellon, BNY Mellon, toppede analytikernes forventninger i tredje kvartal, hvor størrelsen af aktiver under forvaltning i kvartalet oversteg 50.000 mia. dollar eller 341.255 mia. kr. for første gang nogensinde.

Aktien stiger med 0,6 pct. til 74,45 dollar.

Den amerikanske storbank Wells Fargo blev i tredje kvartal understøttet af gebyrstigninger, som hjalp med at opveje et fald i renteindtægterne, som skuffede analytikernes forventninger.

Bankens investeringsgebyrer steg i perioden med 37 pct. til 672 mio. dollar i tredje kvartal, som hjalp med at modvirke dykket i renteindtægterne, der kommer som resultat af fald i renterne.

Dermed steg bankens samlede indtægter fraregnet renteindtægter med 12 pct. til 8,7 mia. dollar for perioden.

Wells Fargo-aktien stiger med 0,4 pct. til 57,75 dollar.

.\\˙ MarketWire

Claus Mikkelsen

Tags:  Market Open❯  Shares❯  USA❯ 

Seneste nyheder

17:49 Europa/lukning: Britisk supermarkedskæde i bund efter aktiesalg på plusdag
17:09 Fredagens aktier: Tryg tog hul på dansk regnskabssæson med bravur
17:03 Fredagens obligationer: Renten listede lidt op efter nøgletal fra USA
16:30 Frustationer over høje leveomkostninger sender amerikansk tillidsindeks ned
16:05 Teslas "tandløse" bilpræsentation sender Lyft og Uber i omdrejninger
16:02 Nordea åbner for erstatning til kunder efter månedlangt it-angreb
15:47 USA/åbning: Banktrio belønnet for tal i surt marked - Tesla straffet for robottaxa
14:28 Ennogie må nedjustere forventningerne efter benspænd fra tyske projekter
14:05 USA/tendens: Regnskabssæson skudt i gang med positive tal fra banktrio
13:32 Europa/aktier: Lille plus - britisk supermarkedskæde i bund efter aktiesalg
13:20 Wells Fargo hjulpet af højere gebyrer i tredje kvartal med vigende renteindtægter
12:15 GN's aktiekurs i laveste niveau i ti måneder efter ringe data på PC-leverancer
11:23 Obligationer/middag: Renten i stilstand frem mod amerikanske producentpriser
11:21 Volkswagens bilsalg svinder ind globalt: Kina er en sten i skoen
11:17 Aktier/middag: Tryg topper fladt marked efter flot tredje kvartal
10:09 Tesla slår bak efter imødeset præsentation af robottaxa
10:08 DFDS' fragtmængder og passagerantal steg i september
09:36 DSV får højere kursmål af Danske Bank efter kæmpe aktiesalg og opkøb
09:22 Mærsk må se på at det igen bliver billigere at få sejlet containere fra Shanghai
09:21 Grønne energiselskaber lover nye investeringer i Storbritannien