USA/åbning: Blandet stemning efter voldsomme dyk onsdag

Udgivet den 29-10-2020  |  kl. 14:41  |  

Efter onsdagens voldsomme kursdyk åbner de amerikanske aktier i lidt mere forsigtigt terræn torsdag. Det industritunge Dow Jones-indeks lagde ud med en minimal stigning på 0,02 pct., der kort efter er vekslet til fald på 0,1 pct.

Det brede S&P 500-indeks sendes op med 0,4 pct. og det teknologitunge Nasdaq-indeks kommer stærkest fra start med en stigning på 0,8 pct.

Virusfrygten fik for alvor fat i de amerikanske aktier onsdag, hvor stigende smittetal i både USA og Europa skabte bekymring og VIX-indekset, der også kaldes frygtindekset, tog et markant hop og var med til at sende de tre amerikanske eliteindeks ned med 3,4-3,7 pct.

Torsdag er positive nøgletal og regnskaber fra de fire techgiganter Alphabet, Apple, Facebook og Amazon med til at præge udviklingen i de amerikanske aktier.

Regnskabstallene fra Apple, Facebook og Amazon bliver først offentliggjort efter børslukketid. Ifølge Bloomberg News forventes det, at Facebook og Apple vil vise omsætningsvækst, der er hjulpet godt på vej af fremgang i markedet for digital annoncering.

Apple-aktien stiger 2,3 pct. til 113,58 dollar umiddelbart efter markedsåbningen, og Facebook stiger 2,7 pct. til 274,96 dollar.

Amazon stiger 0,8 pct. til 3188,40 dollar, og Google-ejeren Alphabet stiger med 1,5 pct. til 1533,72 dollar.

NØGLETAL I FOKUS

På nøgletalsfronten er der kommet en første opgørelse af BNP-væksten i tredje kvartal, der ganske som ventet voksede markant med 33,1 pct. i forhold til foregående kvartal opgjort i annualiserede tal.

Dermed er vækstbilledet i USA lidt stærkere end ventet, idet konsensus blandt økonomerne ifølge Bloomberg News var en vækstrate på 32 pct.

Samtidig viste privatforbruget en vækst på 40,7 pct. i kvartalet, hvor økonomerne havde ventet en forbrugsvækst på 38,9 pct.

- Samlet set har der altså været et stort comeback i den amerikanske økonomi, og det er bestemt glædeligt. Der er dog allerede sket meget siden tredje kvartal sluttede for næste en måned siden. Nye smittebølger hærger igen USA, og det tynger forbrugerne, hvor humøret er mærkbart lavere end før krisen, skriver Anders Christian Overvad, økonom i Arbejdernes Landsbank, i en kommentar.

Sidst, men ikke mindst, viste de seneste tal for nytilmeldte ledige, at 751.000 amerikanere i sidste uge meldte sig som førstegangsledige.

Det var dermed færre nytilmeldte ledige end ventet. Ifølge medianen af estimater indsamlet af Bloomberg News var der blandt økonomerne ventet 770.000 nye ledige. Ugen før meldte 791.000 sig ledige for første gang. Det tal er oprevideret fra 787.000 ved første opgørelse for en uge siden.

Antallet af fortsatte ledige faldt til 7,78 mio. mod estimeret 7,78 mio. ifølge Bloomberg og 8,5 mio. ugen tidligere.

- Dagens ledighedstal overrasker derved en smule positivt, men ændrer ikke ved, at der stadig er en ledighedsstorm på det amerikanske arbejdsmarked, skriver Anders Christian Overvad.

/ritzau/FINANS

Nicoline Kjelland

Tags:  Market Open❯  Shares❯  USA❯ 

Relaterede nyheder