USA/åbning: Fortsatte stigninger i mere afdæmpet marked før Fed-melding

Udgivet den 07-11-2024  |  kl. 15:39  |  

Efter onsdagens solide stigninger og indeksrekorder på stribe på det amerikanske aktiemarked efter Donald Trumps sejr ved tirsdagens præsidentvalg i USA er der torsdag tale om en mere afdæmpet start på dagen.

Men pilen peger dog fortsat opad for aktierne i New York forud for resultatet af mødet i den amerikanske centralbank torsdag kl. 20 dansk tid, hvor der er lagt op til nedsættelse af bankens ledende rente på 25 basispoint.

Efter få minutters handel ligger det brede S&P 500-indeks 0,4 pct. højere efter tirsdagens stigning på hele 2,5 pct., da investorerne spekulerede i, at Donald Trump som præsident vil være ensbetydende med lavere selskabsskatter og mindre regulering.

Nasdaq-indekset, der tirsdag steg 3,0 pct., ligger desuden 0,7 pct. højere, mens Dow Jones-indekset starter dagen næsten uændret efter plusset tirsdag på 3,6 pct.

Finansmarkedet har næsten fuldt ud indregnet en rentesænkning på 25 basispoint, når Federal Reserve annoncerer sin rentebeslutning efter et todages møde i sin pengepolitiske komité i aften.

I stedet vil fokus være på signalerne fra centralbanken om den fremtidige vej for monetære lempelser - ikke mindst her på den anden side af det amerikanske præsidentvalg.

- Futures-priserne tyder på, at det bliver en meget mere stille dag i dag på de amerikanske markeder, selv om der stadig er nogle gevinster, siger Russ Mould, investeringsdirektør hos AJ Bell, til Reuters.

Vaccineproducenten Moderna har fået en god start på dagens handel med et plus på 5,2 pct. efter et regnskab for tredje kvartal, der var bedre end ventet.

En tidlig godkendelse i USA af dette års sæsonvaccine mod corona har understøttet salget, der i tredje kvartal endte på 1,86 mia. dollar mod ventet 1,25 mia. dollar blandt analytikere ifølge estimater indsamlet af Bloomberg.

Godkendelsen fra FDA blev givet tre uger tidligere end året før.

- Det gjorde virksomheden i stand til at imødekomme efterspørgslen mere effektivt, skriver Moderna i regnskabsmeddelelsen.

På bundlinjen sikrede Moderna sig desuden et lille overskud på 13 mio. dollar mod et tab på 3630 mio. dollar i samme periode sidste år.

Aktien i Qualcomm stiger desuden 3,8 pct. efter et opløftende regnskab for fjerde kvartal - og ikke mindst pæne forventninger til første kvartal af det nye regnskabsår.

Chip-producenten ser samlede indtægter i perioden på 10,5-11,3 mia. dollar, mens konsensus blandt analytikerne ifølge Bloomberg News er på 10,5 mia. dollar.

Buddet på den justerede indtjening per aktie lyder samtidig på 2,85-3,05 dollar, mens estimaterne her er på 2,81 dollar.

Prognosen peger i retning af en genrejsning af efterspørgslen på mobiltelefoner, hvortil chip-salget udgør størstedelen af Qualcomm s forrentning.

Arm Holding falder derimod 1,5 pct. efter en lidt halvsløj kvartalsprognose fra selskabet, som udvikler og producerer mikrochips.

Arm regner med et salg i regnskabsåret på 3,80-4,10 dollar, mens analytikerne havde ventet 3,97 dollar ifølge Bloomberg News. Det spåede justerede overskud per aktie på 1,45-1,65 dollar har desuden et midtpunkt under konsensus på 1,56 dollar.

.\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Market Open❯  Shares❯  USA❯ 

Seneste nyheder

11:41 Puma i største fald siden 2001 efter skuffelser
11:32 Aktier/middag: Tryg taber pusten efter undervældende årsregnskab i fladt C25
10:46 Rockwool får sænket anbefalingen til "neutral" hos finanshuset On Field
10:42 Ørsted står foran en svært valg mellem at sælge fra eller at rejse ejenkapital mener storbank
10:32 Cheføkonom ser norsk inflation på vej under kontrol: Det er snart tid til lempelser
10:11 Norges Bank vil sænke renten til marts
09:57 Schweizisk GN-rival løftes af roser fra Morgan Stanley: Pc-markedet er nu mere positivt
09:55 Netcompany indgår skatteløsningsaftale i Grækenland til værdi af 70 mio. euro
09:44 Tryg nærmer sig afslutning for tilpasning af industriforretning
09:12 Swedbank er i hopla efter bedre end ventet regnskab
09:12 Trygs topchef om inflationen: Den kommer også til at fylde i 2025
09:10 Aktier/åbning: Tryg straffes for regnskabsskuffelse og trækker C25 med ned
09:07 Vejrskader trak en flig af tæppet væk under Tryg i fjerde kvartal mener Jyske Bank
08:58 DFDS får skåret knap en tredjedel af kursmålet af SEB efter nedjustering
08:56 Obligationer/åbning: Renterne holder stand før norsk rentemøde
08:49 Ørsted: Overblik over analytikernes sænkede kursmål efter milliardnedskrivninger
08:44 FLSmidth-konkurrenten Sandvik overgår forventningerne i mineudstyrsdivisionen
08:40 Aktier/tendens: Tryg skuffer med kvartalstal i sløj start på dansk regnskabssæson
07:38 Trygs forsikringsdrift lidt lavere end ventet og investeringer trækker gevaldigt ned
07:37 Ørsted: Overblik over analytikernes sænkede kursmål efter milliardnedskrivninger