USA/åbning: Kursfald for femte dag i træk

Udgivet den 28-12-2012  |  kl. 15:35  |  

De amerikanske aktiemarkeder er fredag eftermiddag åbnet med kursfald, hvilket dermed er femte dag i træk at markederne falder tilbage. Det er fortsatte bekymringer om de amerikanske politikeres evne til at få forhandlet en aftale på plads med hensyn til de igangværende budgetforhandlinger, som sender de amerikanske aktiemarkeder lavere. Investorerne afventer desuden et par amerikanske nøgletal her kort efter åbningstid, hvor det regionale erhvervstillidsbarometer for Chicago præsenteres, mens der også kommer tal for det amerikanske boligmarked.

Dow Jones-indekset falder 0,50 pct. til 13.031, og S&P 500-indekset dykker med 0,58 pct. til 1410. Det teknologitunge Nasdaq-indeks åbner med et fald på 0,58 pct. til 2969.

- Aktiemarkederne falder tilbage, idet endnu et møde i dag om budgetforhandlingerne ikke er nok til at kunne løfte markederne. Forhåbningerne i markedet er på en løsning i forbindelse med søndagens samtaler. Overordnet set er der tale om en afventende holdning hos investorerne, hvor markederne kan gå begge veje alt efter hvad udmeldinger der kommert fra Washington om budgetforhandlingerne, udtaler stifteren Adam Sarhan hos Sarhan Capital til Marketwatch.com.

Det er blandt andet bankaktierne som falder tilbage i fredagens handel, hvor Bank of America handles 1 pct. lavere i 11,36 dollar, mens Citigroup åbner 0,54 pct. lavere i 39 dollar.

Den amerikanske gør-det-selv detailkæde Home Depot åbner fredag 1 pct. lavere i 60,45 dollar, hvilket sker på bekymringerne om en strejke blandt de amerikanske havnearbejdere, hvilket kan lukke ned for leveringerne af varer til detailkæden lige inden den kommende højsæson med udstyr til foråret. De ansatte i The International Longshoremen´s Association har truet med en strejke såfremt der ikke er indgået en aftale inden 27. december med U.S. Martime Alliance.

Udgivet af: Aktiefokus