USA/åbning: Markante fald på ny coronafrygt og bankafsløringer

Udgivet den 21-09-2020  |  kl. 15:38  |  

En giftig cocktail af af alvorlige beskyldninger mod en række store banker, nye høje smittetal med covid-19 og fornyede politiske spændinger sender de amerikanske investorers humør helt i kulkælderen fra handelsstart mandag.

Det brede S&P 500-indeks indleder den nye uge med et fald på 1,5 pct. Teknologitunge Nasdaq dykker med 1,6 pct., og Dow Jones-indekset sætter sig med 1,7 pct.

Fra handelsstart er de amerikanske banker kommet under pres. Dermed følger de tendensen fra Europa.

Årsagen er weekendens skriverier om, at mistænkelige pengestrømme for astronomiske summer er flydt igennem en række store banker og blandt andet er havnet i hænderne på narkohandlere, våbensmuglere og mafiaklaner.

Det viser papirer fra de amerikanske finansmyndigheder, som er blevet lækket til journalistsamarbejdet International Consortium of Investigative Journalists.

Med til historien hører også, at bankerne angiveligt overhørte interne advarsler.

I Europa betyder det mandag betydelige fald til blandt andet Deutsche Bank, HSBC og Barclays.

I USA falder JPMorgan få minutter inde i dagens handel med 3,6 pct., mens Bank of New York Mellon taber 2,6 pct.

NYE CORONABEKYMRINGER PRESSER REJSESEKTOR

Med til at forværre stemningen er fornyet frygt for en decideret andenbølge af corona i Europa, hvor Storbritannien diskuterer mulighederne for en ny nedlukning af samfundet, hvis smitten kommer ud af kontrol.

Det har ramt europæiske rejse- og fritidsaktier hårdt og rammer også amerikanske aktier fra start.

American Airlines falder 3 pct. Delta Air Lines dykker med 5,8 pct., og Carnival taber 3 pct.

Ifølge mediet Investing.com rapportede USA søndag 39.844 nye coronavirustilfælde, og landet nærmer sig 200.000 døde med virusset.

De amerikanske sundhedsmyndigheders tidligere formand Scott Gottlieb har advaret om, at USA skal forvente mindst en cyklus til med virusset i efteråret og vinteren.

STIFTER-EXIT SÆTTER FOKUS PÅ NIKOLA

Mandag er der også fokus på den amerikanske udvikler af eldrevne køretøjer, Nikola, som af en shortspekulant er blevet beskyldt for at misinformere om sine kompetencer.

Aktien falder med hele 27,7 pct., efter at selskabets stifter og bestyrelsesformand, Trevor Milton, har valgt at trække sig tilbage.

Milton, som startede den Phoenix-baserede virksomhed i 2014, skiftes ud med Stephen Girsky, der i forvejen er bestyrelsesmedlem i selskabet, men som fremover kan sætte sig i formandsstolen.

Nikola har været i vælten på det seneste efter beskyldninger fra hedgefonden Hindenburg Research om, at selskabet skulle have løjet om sine teknologiske kompetencer.

/ritzau/FINANS

Nicoline Lärka Sørensen

Tags:  Market Open❯  Shares❯  USA❯ 

Relaterede nyheder