USA/åbning: Massiv modgang til Wall Street i frygt for handelskrig

Udgivet den 03-02-2025  |  kl. 15:40  |  

Der er modvind til de ledende børser på New York mandag, hvor investorerne frygter, at de står over for en fuld skala handelskrig med det meste af verden. Det er den amerikanske præsident, Donald Trump, der vil gøre meget for at "Make America Great Again", og en af måderne er at indføre højere told på udenlandske varer - i første omgang fra Mexico, Canada og Kina.

Og det dykker de amerikanske aktier. S&P 500-indekset falder 1,4 pct. i de første handler, Dow Jones ligger 0,9 pct. lavere end fredag, og Nasdaq-indekset taber hele 1,9 pct. i de første handler.

- Markederne har været meget optimistiske siden valget i håb om at undgå betydelige toldsatser som disse - men det har vist sig at være en fejltagelse, siger Michael O'Rourke, chefstrateg hos Jonestrading, til Bloomberg News.

- Disse toldsatser har nu krydset målstregen, og det ser ud til kun at være begyndelsen, siger han.

Donald Trump har varslet told mod de nærmeste naboer, Mexico og Canada, samt Kina, hvor både Mexico og Canada rammes med 25 pct., mens Kina rammes af told på 10 pct., der lægges til den eksisterende told, fra tirsdag.

Hos Goldman Sach estimeres Trumps seneste toldnyt at resulterer i et værdifald på 5 pct. i værdien af aktieindekset S&P 500. Og prognoserne for selskaberne i indekset vil blive 2-3 pct. lavere.

- Toldmeldingerne er kommet som en chok for mange investorer, som forventede, at øget told ville komme, hvis handelsaftaler skulle falde på gulvet, skriver Goldman-strateg David Kostin i et notat ifølge Bloomberg.

BILER BAKKER

Bilgiganterne får drøje hug i det amerikanske formarked mandag, da producenterne af både biler og bildele er særligt eksponeret mod Mexico, Canada og Kina.

Blandt de hårdest ramte er General Motors, hvor aktien bakker 5,6 pct., Ford går 3,3 pct. tilbage, og Stellantis' amerikanske notering taber 4,9 pct.

Også chipproducenterne er ramt på grund af deres produktion i flere lande.

Nvidia falder 4,7 pct. efter et fald på 3,7 pct. fredag, Broadcom går 3,3 pct. tilbage efter et plus fredag på 2,6 pct., Micron dykker 3 pct. efter et fald på 1,4 pct. fredag, og Intel går ligeledes 3 pct. tilbage i den indledende handel efter et dyk på 2,9 pct. fredag.

TESLA OG APPLE RAMMES OGSÅ

Også selskaber, der får produceret i eller eksporterer til Kina, er mandag under pres. Apple falder 2,3 pct. mod et fald på 0,7 pct. fredag, og Tesla veksler fredagens plus på 1,1 pct. til et fald på 4,6 pct.

Regnskabssæsonen er fortsat godt i gang, hvor den største amerikanske kødproducent, Tyson Foods, skal vejes og måles mandag, efter et regnskab, der slog selv de mest optimistiske analytikere i forhold til indtjeningen, da en stærkere end ventet kylligedivision opvejede tab i bøfdivisionen.

Aktien stiger 1,6 pct. i de første handler.

Et mindre vandfald kvartalstal følger tirsdag med blandt andet Alphabet, AMD, Pepsico, Pfizer, Mattel, Snap, Paypal og UBS.

.\\˙ MarketWire

Charlotte Mackeprang

Tags:  Market Open❯  Shares❯  USA❯