USA/åbning: På toppen igen

Udgivet den 26-02-2014  |  kl. 15:56  |  

De amerikanske aktiehandlere er positivt stemt op til offentliggørelse af nøgletal for salget af nye amerikanske boliger i januar, og umiddelbart efter åbningen spores stigning i de tre toneangivende indeks.

Det brede S&P 500-indeks ligger 0,2 pct. højere, teknologiindekset Nasdaq stiger 0,4 pct., og det industritunge Dow Jones-indeks stiger 0,2 pct.

Dermed ser det ud til, at det amerikanske aktiemarked er tilbage i plussporet efter en moderat negativ lukning tirsdag, hvor S&P 500-indekset tabte 0,1 pct.

På selskabsniveau stiger aktien i Weatherford, der servicerer olieindustrien 3,1 pct. Selskabet forudser omsætningsvækst i blandt andet Nordamerika, Europa og Asien, men ikke i Sydamerika. Og indtjeningen estimeres til 1,10-1,20 dollar per aktie i 2014.

Det professionelle sociale netværk LinkedIn stiger 3,2 pct. som effekt af opgradering af aktieanbefalingen fra finanshuset RBC Capital Markets til "outperform" fra neutrale "sector perform".

Derimod trækker mørke skyer ind over First Solar efter offentliggørelse af skuffende overskud i fjerde kvartal fra solpanelproducenten. Aktien falder 11 pct.

Aktien i den amerikanske detailgigant Lowes stiger 4,1 pct. som kvittering for et godt regnskab og aktietilbagekøb for 5 mia. dollar. Lowes, der driver omkring 1750 butikker inden for værktøj og hvidevarer, omsatte i fjerde kvartal for 11,7 mia. dollar, en stigning på 5 pct. Resultatet per aktie endte på 31 cent, hvilket var lige som ventet i markedet ifølge Bloomberg News.

Forventningerne til 2014 skuffer til gengæld en smule, da Lowes venter et resultat per aktie på 2,60 dollar mod ventet 2,64 dollar.

Aktietilbagekøb styrker også tøjkæden Abercrombie & Fitch i kombination med et overraskende godt regnskab. Kæden vil købe aktier for 150 mio. dollar tilbage, og reaktionen er en stigning på 5,9 pct. i den indledende handel.

For detailkæden Aeropostale, der har særlig appeal til teenage-segmentet, er det undersøgelse af mulighederne for salg af obligationer eller præferenceaktier til en eventuel kapitalfond, der trækker aktien op. I de første handler stiger den 1,2 pct.

Og endelig trykkes tegnefilmselskabet Dreamwork Animation hele 12,8 pct., efter at regnskabet for fjerde kvartal afslører et fald i omsætningen på 23 pct. efter skuffende salg.

Eftermiddagens tal for salget af nye boliger i januar ventes at vise et fald på 3,4 pct. omregnet til årligt salg.

/ritzau/FINANS

Henning Nielsen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk