USA/åbning: Pres på aktierne fra start efter højere prisdata end ventet

Udgivet den 11-08-2023  |  kl. 15:41  |  

Det amerikanske aktiemarked har startet fredagens handel med fald efter et sæt højere end ventede producentprisdata for juli.

Efter få minutters handel ligger det brede S&P 500-indeks 0,5 pct. lavere, Dow Jones-indekset falder 0,2 pct., mens det teknologidominerede Nasdaq-indekset falder mest - med 0,8 pct.

De amerikanske producentpriser steg i juli med 0,3 pct. på månedsbasis mod en ventet stigning på 0,2 pct. af økonomerne. Tallet for måneden før blev dog revideret ned til en flad udvikling i priserne fra en tidligere opgjort stigning på 0,1 pct. fra måneden før.

- Tallet for måneden før blev revideret ned, så netto er det ikke så skidt, men markedet vil fokusere på de nye data for juli, siger porteføljeforvalter Roberg Pavlik fra Dakota Wealth til Reuters.

Efter nøgletallene er renterne på de toårige amerikanske statspapirer, som meget følger forventningerne til den ledende centralbankrente, steget fra omkring 4,8 pct. til 4,89 pct.

- Måske kommer den amerikanske centralbank til at hæve renten med yderligere 25 basispoint til september, tilføjer Pavlik.

Torsdag gav opløftende forbrugerpristal et godt rygstød til aktierne i USA fra dagens start, men som dagen skred frem forduftede stigningerne stille og roligt - blandt andet efter, at chefen for den amerikanske centralbanks afdeling i San Francisco, Mary Daly, gav udtryk for, at der var mere arbejde at gøre for Federal Reserve for at få bragt inflationen ned.

Medievirksomheden News Corp, som ejer Wall Street Journal og Sunday Times, kom torsdag efter børslukketid med et blandet regnskab for fjerde kvartal af sit forskudte regnskabsår.

Det giver opmærksomhed om aktien i fredagens marked, hvor den er startet med et plus på 2,2 pct.

I kvartalet faldt omsætningen med 9 pct. til 2,43 mia. dollar, hvor analytikerne ifølge Bloomberg News havde estimeret 2,49 mia. dollar.

Omvendt var indtjeningen bedre end ventet med et driftsresultat, EBITDA, på 341 mio. dollar. Her havde analytikerne estimeret 249,7 mio. dollar.

.\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Market Open❯  Shares❯  USA❯