USA/åbning: Små stigninger med fremgang til læskedrikskæmper

Udgivet den 10-10-2023  |  kl. 15:41  |  

De amerikanske aktier kommer tirsdag fra land med små stigninger efter øgede forhåbninger om mere stimulus fra Kina samt kommentarer fra amerikanske centralbankdirektører, der peger i retning af en mindre stram pengepolitik.

Tirsdag åbner det brede S&P 500-indekset og det teknologitunge Nasdaq-indeks begge med plusser på 0,2 pct., mens Dow Jones-indekset åbner 0,3 pct. højere.

Mandag aften vendte de amerikanske aktier rundt, så S&P 500-indekset vekslede et minus på 0,6 pct. til et plus af samme størrelse. Dow Jones vandt også 0,6 pct., mens Nasdaq-indekset blev løftet 0,4 pct.

Dagen var startet i rødt i kølvandet af weekendens begivenheder i Israel og Gaza, men fokus på de faldende renter var med til at hjælpe på stemningen.

De amerikanske renter dykker tirsdag, da obligationsmarkederne i USA havde lukket mandag som følge af Colombus Day.

Da obligationsmarkedet åbnede natten til tirsdag startede den toårige T-bondrente, der er den mest følsomme over for centralbankens pengepolitik, med det største dyk siden slutningen af august, skriver Bloomberg News.

Fredagens stærke jobrapport satte i slutningen af sidste uge ekstra skub i væddemål på endnu en renteforhøjelse hos den amerikanske centralbank, men mandag skiftede den fortælling efter meldinger fra flere centralbankdirektører.

Direktøren for centralbankafdelingen i Dallas, Lorie Logan, sagde mandag, at stigningen i de lange renter kan betyde mindre behov for yderligere stramninger.

- De seneste kommentarer fra centralbankdirektører har haft en klar risikopåvirkning på markedet, siger Benjamin Melman, global investeringschef hos Edmond de Rothschild Asset Management, ifølge Bloomberg News.

- Der har været et tydeligt skift i tonen, fortsætter han.

Bankerne har fået en god start på dagen med plusser på 1,5 pct. til Citigroup og 1,8 pct. til Bank of America.

PEPSICO OVERGÅR FORVENTNINGERNE

Læskedriksproducenten Pepsico trumfede forventningerne i markedet med sine resultater i tredje kvartal, hvor både væksten og indtjeningen endte højere end ventet blandt analytikerne.

Den organiske vækst var nemlig også noget over forventning, da den blev opgjort til 8,8 pct., mens analytikerne havde sigtet efter 8,3 pct.

På de nedre regnskabslinjer leverede Pepsico en justeret indtjening per aktie på 2,25 dollar, hvilket var 9 cent bedre end analytikerkonsensus på 2,15 dollar.

Pepsico-aktien kommer fra land med en stigning på 1,3 pct., mens rivalen Coca-Cola løftes med 2 pct.

UNITY KAN BLIVE BELØNNET FOR PENSIONERING AF TOPCHEF

Danskstiftede Unity Software, der er baseret i San Francisco og børsnoteret i New York, har i den seneste måned været ramt af en større PR-katastrofe, da koncernen indførte prisforhøjelser og skrappere gebyrer ved anvendelse af selskabets teknologi.

Det har efterfølgende fået aktien til at dykke med cirka 20 pct., og derfor bliver meldingen om, at administrerende direktør John Riccitiello vil gå på pension også modtaget med klapsalver af investorerne, der sender aktien 4,2 pct. højere.

.\\˙ MarketWire

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Market Open❯  Shares❯  USA❯ 

Seneste nyheder