USA/åbning: Store fald fra start - Apple og Goldman trækker godt ned

Udgivet den 03-12-2019  |  kl. 15:41  |  

Klare fald præger de amerikanske aktiebørser fra åbningen tirsdag, efter at den amerikanske præsident, Donald Trump, har udtalt, at en handelsaftale med Kina måske udskydes til efter præsidentvalget i USA i november 2020.

- Jeg har ingen deadline, nej. På nogle måder synes jeg, at det er bedre at vente med Kina indtil efter valget, sagde Trump ifølge Reuters til journalister i London i forbindelse med et møde med NATO-ledere tirsdag.

Det brede S&P 500-indeks ligger efter fem minutters handel tirsdag 1,2 pct. lavere, Dow Jones-indekset falder 1,2 pct. og Nasdaq-indekset med 1,4 pct. Dermed fortsætter faldende fra mandag, da Trump meddelte, at USA vil genindføre told på import af stål og aluminium fra Brasilien og Argentina.

I Dow Jones-indekset trækker Apple mest ned med et fald på 2,5 pct. Goldman Sachs ligger desuden 1,8 pct. nede, og Caterpillar tynger også godt i indekset med et fald på 2,5 pct.

STÅLVIRKSOMHEDER FUSIONERER

Der er tirsdag nyt fra opkøbs- og fusionsfronten. USA's største jernmalmproducent, Cleveland-Cliffs, tilbyder at overtage AK Steel Holding for 1,1 mia. dollar i aktier.

Bytteforholdet er aftalt til 0,4 aktier i Cleveland-Cliffs for én aktie i AK Steel, oplyser de to selskaber tirsdag ifølge Bloomberg News.

Baseret på Cleveland-Cliffs lukkekurs på 8,41 dollar mandag betaler jernmalmproducenten 3,36 dollar per aktie i AK Steel, hvis aktionærer dermed kan glæde sig over en præmie på 16 pct.

Fusionen er den første større af slagsen, siden USA's præsident, Donald Trump, indførte told på udenlandsk stål for at beskytte de indenlandske producenter.

Aktien i Cleveland-Cliffs falder tirsdag 15 pct. til 7,17 dollar, mens AK Steel stiger 2,1 pct. til 2,95 dollar.

JAPANSK OPKØBSTILBUD PÅ BIOTEKSELSKAB

Imens stiger Audentes Therapeutics med ikke mindre end 106 pct. til 59 dollar, efter at det japanske medicinalselskab Astellas Pharma mandag efter amerikansk lukketid annoncerede, at det har aftalt at købe det amerikanske biotekselskab for cirka 3 mia. dollar - eller 60 dollar per aktie.

Audentes skal hjælpe Astellas med at accelerere udviklingen af genmedicin til sjældne neuromuskulære sygdomme. Genterapi er et lovende nyt område inden for behandlinger, der har antændt en stigende entusiasme såvel som en række større handler.

Schweiziske Roche har tidligere i år aftalt at købe Spark Therapeutics for 4,8 mia. dollar, og Novartis købte Avexis sidste år for 8,7 mia. dollar for at få adgang til genterapibehandlinger.

/ritzau/FINANS

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Market Open❯  Shares❯  USA❯ 

Relaterede nyheder