USA/åbning: Sydkoreansk modvind til chipaktier og gevinsthjemtagning tynger
Et regnskab fra den sydkoreanske chipproducent SK Hynix i underkanten af analytikernes højeste forventninger og gårsdagens pæne stigninger lægger torsdag pres på de amerikanske aktier.
Her er det særligt det teknologitunge Nasdaq-indeks, der lider under dyk hos sværvægtere som Nvidia, men også S&P 500 slår bak efter en ihærdig flirt med indeksrekord onsdag.
S&P 500-indekset falder 0,2 pct., mens Nasdaq-indekset bakker 0,5 pct. Imens holder Dow Jones sig tør med en stigning på 0,1 pct.
Stemningen på aktiemarkedet har i de seneste dage været styret af udmeldinger fra USA's præsident, Donald Trump. Torsdag kan der komme nye indtryk til handlerne, når præsidenten taler for deltagerne ved World Economic Forum i Davos klokken 17.
- Et nyt interesseområde kan være den internationale skattepolitik, hvor han potentielt kunne hæve tolden hos lande, der forsøger at indføre en global minimumsbeskatning - noget, der klart fylder hos hans sponsorer i teknologiindustrien, skriver analytikere i ING ifølge Reuters.
Mandag trak Donald Trump USA ud af OECD-landenes aftale om minimumsbeskatning af selskabers indtjening.
CHIPAKTIER UNDER PRES FRA SK HYNIX-REGNSKAB
Chipaktier som Nvidia, Micron og Arm tynges torsdag af regnskabet fra den sydkoreanske chipproducent SK Hynix,
Samtidig kan der være lagt op til gevinsthjemtagning efter pæne stigninger onsdag.
SK Hynix' regnskab var ellers på overfladen bedre end antydet i konsensus blandt analytikerne. Til gengæld levede indtjeningen på 808.000 mia. won - cirka 4,03 mia. kr. - ikke op til de allermest optimistiske analytikeres forventninger.
- Efter en stærk kursudvikling i dagene op til regnskabet var den realiserede indtjening en skuffelse givet nogle af de højeste forventninger i markedet, der ventede en indtjening på op mod 9000 mia. won takket være en svækkelse af valutaen, skriver analytiker Sanjeev Rana fra CLSA Securities ifølge Bloomberg News.
Aktien satte sig 2,7 pct. på børsen i Seoul, og udviklingen smitter af i den indledende amerikanske handel.
Her falder Nvidia med 1,8 pct., Micron Technology bakker 4,0 pct., og Arm viger 6,7 pct.
GE AEROSPACE OVERGÅR FORVENTNINGER
Flymotorproducenten GE Aerospace er kommet godt fra start torsdag, efter at selskabet har fremlagt regnskab for sidste kvartal af 2024.
Her slog særligt den justerede indtjening per aktie forventningerne, da den landede på 1,32 dollar - mere end en fordobling af sidste års 0,65 dollar - og mod ventet 1,04 dollar.
I 2025 venter GE Aerospace en justeret indtjening per aktie på 5-10-5,45 dollar mod ventet 5,35 dollar, og et justeret driftsoverskud på 7,8-8,2 mia. dollar.
Forventningerne til kvartalet er slået "stort", skriver Jefferies-analytiker Sheila Kahyaoglu ifølge Bloomberg News, mens prognosen for 2025 er "som ventet".
Aktien stiger 7,9 pct.
EA STRAFFES FOR NEDJUSTERING
Spilproducenten Electronic Arts (EA) styrtdykker fra handelsstart med over 14 pct., efter at selskabet onsdag offentliggjorde skuffende tal for sit forskudte tredje kvartal.
EA oplevede i perioden en tilbagegang i salget som følge af en blandet modtagelse af fodboldspillet EA Sports FC 2025 og en vigende interesse for rollespillet Dragon Age: The Veilguard.
Det har fået EA til at nedjustere forventningerne til 2024/25, hvor omsætningen nu ventes at ramme 7,0-7,15 mia. dollar mod tidligere 7,5-7,8 mia. dollar. Samtidig ventes salget af digitalt indhold i spil, der allerede er blevet købt, at aftage med en midt encifret procentsats.
.\\˙ MarketWire
Tags: Market Open❯ Shares❯ USA❯