USA/åbning: Vækstaktier i fortsat fremgang efter mild rentemelding

Udgivet den 02-11-2023  |  kl. 14:43  |  

Den positive stemning, som prægede aktiemarkedet onsdag, fortætter torsdag, hvor de tre toneangivende aktieindekse er startet i plus fra handelsstart.

Det brede S&P 500-indeks ligger 1,2 pct. højere, de tunge aktiers Dow Jones-indeks løftes med 0,9 pct., og det teknologidominerede og rentefølsomme Nasdaq-indeks vinder 1,4 pct.

Onsdag lukkede de tre indeks med stigninger på 0,7-1,6 pct.

Stigningen viser, at håbet om, at den amerikanske centralbank, Federal Reserve, har nået til slutningen af sin stramningscyklus, stadig lever blandt de amerikanske aktiehandlere.

TIÅRIG RENTE PRESSET NED

Federal Reserve holdt på sit rentemøde onsdag som ventet sin styringsrente uændret. Og mens bankchefen, Jerome Powell, lod døren stå åben for yderligere stramninger, anerkendte han også, at en nylig stigning i obligationsrenterne har en begrænsende virkning på økonomien og dermed prisudviklingen.

Kommentarerne, der blev opfattet som dueagtige, fik de amerikanske statsobligationer til at falde, og den tiårige benchmarkrente ramte et nyt to ugers lavpunkt, bemærker nyhedsbureauet Reuters.

Yderligere viste det amerikanske finansministeriums lånebehov sig mindre end ventet, og dermed forudses presset på obligationskurserne på grund af stort statsligt udbud af obligationslån at blive mindre end frygtet.

VÆKSTAKTIER I VÆLTEN

De vigende renter støtter aktierne i de store vækstaktier som Microsoft, Nvidia, Alphabet og Tesla, som vinder 0,3-3,4 pct. frem fra handelsstart.

I samme familie løftes aktien i teknologigiganten Apple 1,2 pct. frem mod offentliggørelsen af regnskabstal efter markedslukning torsdag aften.

POSITIVE REGNSKABER

Ud over den udbredte tilfredshed med renteudviklingen tager handlerne torsdag også bestik af en række positive regnskaber.

Et af dem har chipproducenten Qualcomm leveret med prognoser for såvel salg som indtjening, som overstiger markedets forventninger. Aktien stiger 5,1 pct i de første handler.

Også Starbucks regnskab overhalede forventningerne, og kaffekæden løftes fra start 10,4 pct.

Betalingsselskabet Paypal har opjusteret forventningerne, og belønnes med et kursplus på 3,8 pct. i den indledende handel.

Blandt dagens tabere træder Solaredge Technologies frem med et minus på 7,5 pct. Selskabet, der servicerer produktion af solenergi har nedjusteret sine forventninger til omsætningen i sit fjerde kvartal.

Af mere specifik dansk interesse har medicinalgiganten og Novo Nordisk-konkurrenten Eli Lille præsenteret kvartalstal.

Salgsvæksten overrasker positivt i tredje kvartal, og det skyldes ikke mindst diabetes 2-midlet Mounjaro og Verzenio til behandling af brystkræft.

Omsætningen steg 37 pct. til 9,5 mia. dollar. Analytikere havde ifølge Bloomberg News blot ventet et salg på 9,02 mia. dollar.

Regnskabet ledsages af en nedjustering af indtjeningsforventningerne, men aktien løftes 4,3 pct. fra handelsstart

Kollegaen Moderne har i tredje kvartal haft et betydeligt større tab end ventet efter nedskrivninger på flere milliarder af forældede vacciner mod covid-19.

Det skriver Bloomberg News.

I alt har selskabet nedskrevet for 3,1 mia. dollar, hvilket har ført til et samlet tab i tredje kvartal på 3,6 mia. dollar.

Vaccineaktien startede dagen med et fald på 18 pct., men efter ti minutters handel ligger aktien 12,2 pct. lavere.

.\\˙ MarketWire

Henning Lars Nielsen

Tags:  Market Open❯  Shares❯  USA❯