USA: Centralbankchefer så i december renten på hold i en periode
Cheferne i den amerikanske centralbank fastholdt i december bankens toneangivende rente, og samtidig var beslutningstagerne enige om, at renten formentlig vil være passende i en længere periode - med mindre der sker "materialle" forandringer i udsigterne for økonomien.
Federal Reserves top anså dog samtidig - selv om nogle risici er blevet reducereret - at risiciene for økonomien er på nedside, og flere var bekymrede for de langsigtede inflationsforventninger.
- Som afspejlet i deres prognoser fra september anså deltagerne den nuværende pengepolitiske position som sandsynligvis fortsat passende i en periode, så længe indkommende informationer om økonomien i bred forstand fortsat vil være på linje med den økonomiske udsigt, hedder det i referatet af rentemødet den 10. og 11. december.
- Ikke desto mindre fortsatte globale hændelser, relateret til både vedvarende usikkerhed omkring international handel og svaghed i den udenlandske økonomiske vækst, med at udgøre en risiko for udsigten.
Vanen tro mente medlemmerne af Federal Open Market Committee (FOMC), som er centralbankens renteudvalg, at dens pengepolitik med størst sandsynlighed ville arbejde for bankens mål om en vedvarende økonomisk vækst, et stærkt arbejdsmarked og en inflation omkring bankens mål på 2 pct. om året.
Netop inflationen er dog Federal Reserves akilleshæl, da den længe har hængt under målet.
- Forskellige deltagere var bekymrede for, at indikatorer antyder, at niveauet for de langsigtede inflationsforventninger er for lave.
13 af bankens 17 chefer spåede i december, at renten gennem 2020 ikke vil blikve ændret, mens fire forudså en renteforhøjelse på 0,25 pct.point. Til gengæld regnede et flertal med, at renten i 2021 og 2022 vil blive løftet mindst en gang hvert år. Ingen af de 17 spåede en rentesænkning de næste tre år.
Efter fredagens referat fastholder investorerne dog deres forventning om en rentesænkning på et tidspunkt i 2020. Handelen med fed funds futures indikerer således en sandsynlighed for en rente i intervalllet 1,50 og 1,75 pct. på 56,8 pct. til maj - stigende til 65,0 pct. til december. Renten ligger nu mellem 1,75 og 2,00 pct.
/ritzau/FINANS