USA: Centralbanken sænker som ventet renten 0,25 pct.point

Udgivet den 30-10-2019  |  kl. 19:18  |  

Den amerikanske centralbank, Federal Reserve, har onsdag aften som forventet sænket sin toneangivende rente. Fed funds rate er blevet sat ned med 0,25 pct.point til intervallet mellem 1,50 og 1,75 pct.

Det fremgår af bankens rentemelding.

- I lyset af konsekvenserne af globale udviklinger for de økonomiske udsigter samt afdæmpet inflationspres har komiteen besluttet at sænke målområdet for federal funds rate til 1,50 til 1,75 pct., hedder det fra Federal Reserve.

Nedsættelsen af renten var ventet på forhånd, da handelen med fed funds futures indikerede en sandsynlighed på 96,1 pct. for en lavere rente. 84 ud af 104 adspurgte økonomer havde ifølge Bloomberg News også regnet med en rentesænkning på de 25 basispoint, mens blot 19 havde spået en uændret rente. En enkelt havde set en "dobbelt rentesænkning" på 0,50 pct.point.

Det er tredje gang i 2019, at Federal Reserve sænker sin toneangivende rente. Og tredje rentemøde i træk. Første gang var i forbindelse med rentemødet i juli og senest igen i september.

Nedsættelsen i juli var samtidig den første rentesænkning fra banken siden 2008. I mellemtiden nåede banken at gennemføre en stramningscyklus på ni renteforhøjelser af hver 0,25 pct.point i perioden fra december 2015 frem til og med december 2018.

Ligesom i september var det ikke en enig rentekomite, Federal Open Market Commiittee (FOMC), som vedtog onsdagens rentesænkning. Igen stemte Esther George, chef for centralbankens afdeling i Kansas City, og Eric Rosengren, der sidder bordenden i Boston, for at fastholde renten i intervallet 1,75 til 2,00 pct.

Federal Reserve har nu sænket sin rente tre gange og hævet den syv gange, mens Donald Trump har været præsident i USA. Han har igen og igen gennem mere end et års tid kritiseret centralbanken og dens formand, Jerome Powell, for at hæve renten for meget og for hurtigt og for nu ikke at sænke den tilstrækkeligt og hurtigt nok.

- Fed har ingen anelse! Vi har ubegrænset potentiale, kun holdt tilbage af Federal Reserve. Men vi vinder alligevel!, tweetede præsidenten så sent som tirsdag.

Jerome Powell tiltrådte posten som formand i februar 2018. Han blev udpeget af Donald Trump til at overtage embedet efter Janet Yellen, som blev indsat af præsident Barack Obama.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Tags:  macro❯  USA❯ 

Seneste nyheder

11:45 Aktier/middag: Høj stemning med Ambu i vinderposition
11:38 Djurslands Bank leverer stærkeste første kvartal nogensinde
11:02 Industriproduktionen i eurozonen steg lidt mere end ventet
10:42 FLSmidth melder om fremdrift i salg af Cementdivision men omsætning i Mining skuffer
09:45 FLS-finansdirektør: Der er bingo på alle plader
09:29 Obligationer/åbning: Renten falder let før inflationstal kan give reaktion
09:22 Kommende Mærsk-partner løfter bunden af forventningerne
09:15 Aktier/åbning: Salgstal sender Lundbeck op mens FLS sendes ned på faldende omsætning
08:58 Sydbank: Stor interesse for FLS' cementforretning kan give let positiv reaktion
08:57 H+H øger underskud, men fastholder forventning - ser forbedring i UK og Polen
08:52 Lundbeck-chef om Rexulti-skuffelse: Vokser stærkt trods midlertidig suspension i depression i USA
08:47 FLS-finansdirektør: Der er bingo på alle plader
08:23 Aktier/tendens: Lundbeck-salgstal kan give god start - FLS og Rockwool tager fokus
08:05 Lundbeck flyvende fra start i 2024 trods bump på vejen for nøgleprodukt
08:00 Stort fald i det fuldførte byggeri i første kvartal 2024
08:00 Producent- og importprisindekset falder fortsat
08:00 Psykiske lidelser hyppigere blandt NEET-gruppen
07:21 Obligationer/tendens: Små rentebevægelser ventet før inflationstal kan give reaktion
07:13 Råvarer: Oliepriserne stiger på forventninger om fald i de amerikanske råolielagre
07:11 Mærsks asiatiske konkurrenter falder tilbage onsdag