USA: Industrichefernes tillid falder overraskende

Udgivet den 23-05-2017  |  kl. 15:57  |  

De amerikanske indkøbschefer inden for industrien ser mere pessimistisk på aktiviteten i den amerikanske økonomi, end det var ventet blandt økonomerne.

Det viser en foreløbig opgørelse over Markit US Manufacturing PMI for maj.

Indekset landede således på 52,5. Til sammenligning havde økonomerne ifølge en rundspørge foretaget af Bloomberg ventet et løft til indeks 53,0 mod det senest rapporterede indeks på 52,8 i april.

Til gengæld var der bedre takter i servicesektoren, hvor indekset steg til 54,0 i maj mod 53,1 måneden før. Det var bedre end ventet, da økonomerne havde regnet med en stigning til 53,3.

Et tal over 50 betyder, at der er relativt flere virksomheder, der har meldt om et bedre forretningsklima, end virksomheder som har meldt om et forværret forretningsklima.

/ritzau/FINANS

Aske Muff +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk

Tags:  macro❯  USA❯ 

Relaterede nyheder