USA / Luk: Markederne lukkede med pæne stigninger

Udgivet den 06-05-2013  |  kl. 05:36  |  

De amerikanske aktiemarkeder lukkede fredag med solid fremgang, hvor S&P 500-indekset for første gang nogensinde blev handlet over 1.600, trods svagere ventet erhvervstillidstal for servicesektoren. Det skete efter en større end ventet jobskabelse i april samt efter bedre end ventede regnskaber fra forsikringsgiganten AIG samt fødevaregiganten Kraft Foods. Blandt teknologiaktierne var der tæv til LinkedIn efter et regnskab for første kvartal, der bød på en svag salgsprognose for andet kvartal.

Dow Jones-indekset steg 1,0 pct. til 14.973, mens S&P 500-indekset blev løftet med 1,1 pct. til 1.614. Det teknologitunge Nasdaq-indeks lukkede 1,1 pct. højere i 3.378.

AIG lukkede 5,7 pct. højere i 44,52 dollar. Den amerikanske forsikringsgigant aflagde torsdag aften regnskab for første kvartal, hvor driftsindtjeningen, der er eksklusive investeringsresultatet, blev på 1,34 dollar per aktie, hvilket var markant over analytikerkonsensus på 88 cent per aktie.

Kraft Foods steg 5,14 pct. til 53,11 dollar. Den amerikanske fødevaregigant aflagde torsdag efter lukketid regnskab for første kvartal, hvor omsætningen og indtjeningen var bedre end ventet. Kraft Foods fastholdt sin indtjeningsprognose for helåret, hvor der forventes at tjenes 2,75 dollar per aktie.

Det sociale netværk LinkedIn, som henvender sig til et mere professionelt segment, fremlagde torsdag i det amerikanske eftermarked regnskab for første kvartal, hvor både omsætningen og indtjeningen i kvartalet var bedre end ventet, men hvor selskabets salgsprognose for andet kvartal skuffede markant. LinkedIn-aktierne dykkede 12,9 pct. til 175,59 dollar.

Boeing steg 1,7 pct. til 93,74 dollar. Den amerikanske flygigant planlægger at begynde at producere nye store fly af flytypen 777x, som er opgradering af selskabets eksisterende 777-model, som er det største fly i Boeings modelkatalog med kun 2 motorer. Boeing håber på, at opgraderingen kan øge selskabets dominans over konkurrenten Airbus på denne type fly, efter at Airbus har gjort stort indhug på Boeings dominerende position med en række store ordre for Airbus' A350-model.

Arena dykkede 9,2 pct. til 7,63 dollar. Medicinalselskabet Arena Pharmaceuticals meddelte torsdag aften, at det havde trukket sin ansøgning om at sælge Belviq, der er et medikament mod fedme, i Europa tilbage. Arena pointerede, at det overvejede hvordan det bedst kan genindsende ansøgningen på et senere tidspunkt.

Den amerikanske jobskabelse (eksklusiv landbruget) blev på 165.000 i april, hvor analytikerne havde ventet 140.000. Det sker, efter at jobskabelsen i marts opgørelse skuffede. Den amerikanske arbejdsløshed blev på 7,5 pct. i april. Analytikerne havde ventet en arbejdsløshed på 7,6 pct. I marts lå arbejdsløsheden på 7,6 pct.

Der kom fredag eftermiddag erhvervstillidstal for servicesektoren, der for april viste et fald til 53,1 fra 54,4 for måneden forinden. Det var under økonomernes forventning på 54,0.

Udgivet af: Aktiefokus

Seneste nyheder