USA: Powell frygter ikke en recession

Udgivet den 06-09-2019  |  kl. 19:23  |  

Jerome Powell, der er formand for den amerikanske centralbank, anser det ikke for sandsynligt, at hverken den amerikanske eller den globale økonomi vil gå i recession, men væksten er dog udsat for modvind, og banken holder øje med "betydelige risici".

- Som vi bevæger os fremad, vil vi fortsat se på alle disse faktorer, og alle de geopolitiske ting, som sker, og vi vil fortsat agere passende for at fastholde ekspansionen, sagde Powell fredag i forbindelse med en tale i Zürich, ifølge Bloomberg News.

- Vores hovedforventning er overhovedet ikke, at der vil komme en recession, tilføjede Powell ifølge CNBC.

Den amerikanske økonomi vokser for 11. år i træk.

- Vores forpligtelse er at anvende vore værktøjer til at støtte økonomien, og det er, hvad vi vil fortsætte med at gøre.

- Fed har gennem året set sig i stand til at sænke den ventede rentesti. det har støttet økonomien, lød det fra Powell, skriver CNBC.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Tags:  macro❯  USA❯ 

Seneste nyheder