USA/aktier: Trump fik kolde fødder - aktier i vejret - Apple i top

Udgivet den 13-08-2019  |  kl. 22:13  |  

De amerikanske aktier røg tirsdag i vejret på nyheden om, at USA vil udskyde flere af de planlagte nye tariffer på kinesiske varer. Det overskyggede de mange usikkerheder, som investorerne ellers skal tage stilling til.

Teknologitunge Nasdaq førte an i stigningerne med et plus på 2,0 pct., mens det brede S&P 500-indeks vandt 1,5 pct., og Dow Jones gik op med 1,4 pct.

Så sent som fredag i sidste uge lod en "uinteresseret" præsident Trump forstå, at han ikke var parat til at indgå en handelsaftale, og at det var hip som hap, om de to landes planlagte møde i september blev til noget. Det skabte siden en negativ stemning - sammen med brexit, italiensk politisk usikkerhed, uroen i Hongkong, skuffende nøgletal og finansiel uro i Argentina.

UDSKUDT TIL DECEMBER

Tirsdagens melding om, at en del af de varslede tariffer, på blandt andet telefoner, bærbare computere, spilkonsoller, legetøj samt fodtøj og tøj, udskydes til 15. december, vendte dog stemningen og et indledende minus til plus.

- Trump fik kolde fødder. Hvis man læser den retorik, som investeringsbankerne har været ude med, så tror jeg, han er blevet påvirket af det. Udskydelsen af tariffer er godt nyt for markedet, og derfor er der risk-on, siger Lars Skovgaard Andersen, seniorstrateg i Danske Bank.

Denne uge har budt på spådomme fra blandt andet Morgan Stanley om en nulrente fra USA's centralbank for at modgå handelskrigens effekt, og både Goldman Sachs og UBS har sænket deres forventninger til væksten i USA i år.

- Der er tilsyneladende en streg i sandet, vi ikke må overtræde, eller et niveau, vi ikke må komme under, om det er meningsmålinger eller store investeringsbankers syn, så er det "hertil og ikke længere", påpeger Danske Banks seniorstrateg.

Trods fremgangen tirsdag er S&P 500-indekset stadig 3,3 pct. fra sin seneste rekord sat i slutningen af juli.

APPLE I KURSHOP

Ikke overraskende var det teknologiaktierne med Apple og chipproducenterne i spidsen, som steg kraftigst på nyheden. Apple stod ellers over for at se sit vigtigste produkt, iPhonen, der tegner sig for cirka 50 pct. af selskabets omsætning, belagt med told på 10 pct. fra september.

Apple vandt derfor hele 4,2 pct. og trak it-sektoren, der steg 2,5 pct., op, mens halvlederaktierne også bidrog til sektorfesten i it med et plus på 3,0 pct. Her var det Intel, Broadcom og Texas Instruments som løftede mest med plusser mellem 2,7 og 2,9 pct., mens Micron Technology var helt i top med 4,8 pct.

Cyklisk forbrug steg samtidig 1,7 pct. Kommunikationsservice vandt 1,5 pct., mens sundhed og finans vandt henholdsvis 1,3 og 1,2 pct.

Blandt de store aktienavne steg Microsoft også med 2,1 pct., mens Amazon vandt 2,2 pct. Facebook og Alphabet, som er Googles moderselskab, gik også op med 1,7 og 1,9 pct.

BEST BUY I TOP

I toppen af S&P 500-indekset befandt Symantec, der torsdag steg 12,3 pct., på nyheden om sit salg af sine erhvervskunder til Broadcom, sig. Aktien faldt i mandagsudsalget med 5,7 pct., men kom i tirsdagens positive marked godt igen med en gevinst på 6,7 pct.

Best Buy fulgte lige efter med et plus på 6,5 pct., efter nyheden om at tarifferne udskydes. Mange af de produkter, som handles over e-handelsplatformen, stod ellers til at blive 10 pct. dyrere til september, så en udskydelse vil alt andet lige gavne aktiviteten hos Best Buy.

Hårdtplagede General Electric (GE) vandt 3,3 pct., da investorerne bed mærke i, at topchef Larry Culp har lagt hånden på kogepladen og købt aktier i selskabet for 3 mio. dollar, skrev Bloomberg News. Købet af aktier "afspejler tillid til GE's langsigtede styrker og dets fremskridt", hed det i en melding fra koncernen.

Den helt store højdespringer, uden for det toneangivende indeks, var Deciphera Pharma. Biotekselskabet hoppede op med 80,0 pct., da et potentielt middel til behandling af mavecancer i et klinisk studie viste forlænget overlevelse hos patienter, der var fejlet i behandling med tre godkendte midler.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯ 

Strategier du kan handle

Navn
 
+/-(%)
 
Tid

 
10,45%
 
23/08/19

 
9,21%
 
23/08/19

 
4,50%
 
23/08/19

 
1,69%
 
23/08/19

 
1,02%
 
23/08/19

Copytrading - kopier handler fra ovenstående strategier så de eksekveres live på din egen konto.
Læs mere her.

 

Seneste nyheder