USA/Danske Bank: Check nummer to løftede privatforbruget i januar

Udgivet den 26-02-2021  |  kl. 15:08  |  

Privatforbruget i USA i januar er steget med 2 pct. efter en lille håndfuld træge måneder i slutningen af sidste år.

Det skyldes især, at amerikanerne fik udbetalt check nummer to, og at de lavere smittetal tillod amerikanerne at "komme lidt mere ud i økonomien", som Mikael Olai Milhøj, senioranalytiker hos Danske Bank, beskriver det.

- Det er også udbetalingerne, der gør, at indkomsttallene steg kraftigt i januar, lyder det.

Selv om privatforbruget slet ikke er så underdrejet som sidste forår, så er det samlede privatforbrug stadig 1,8 pct. under niveauet fra februar 2020, inden coronapandemien ramte amerikansk økonomi.

- Tallet dækker dog over en kraftig forskydning af privatforbruget, idet vareforbruget ligger 10,3 pct. over niveauet fra februar 2020, mens serviceforbruget stadig er 7 pct. under.

- Ligesom vi har set i de fleste andre vestlige lande, så har man brugt mere af sin indkomst på varer, fordi man ikke har kunnet bruge dem på rejse, restaurantbesøg og oplevelser, skriver senioranalytikeren i en kommentar.

Stigningen i privatforbruget har fået Milhøj til at se markant lysere på udsigterne for den amerikanske økonomi. Det gælder især for andet kvartal og frem.

- I takt med at det bliver varmere her til foråret, så vil smitten nok langsomt dø ud, ligesom vi så sidste år, og modsat sidste år vil vaccinerne også hjælpe USA, lyder vurderingen.

Michael Olai Milhøj forventer desuden, at når normaliteten for alvor begynder at vende tilbage i det amerikanske samfund, så vil det kunne ses i privatforbruget og den økonomiske aktivitet.

Her er det især serviceniveauet, der kommer til at løfte sig, når restriktionerne begynder at blive hævet, vurderer han:

- Det vil også betyde en stor stigning i beskæftigelsen. Beskæftigelsen i USA er stadig markant lavere end i februar 2020, fordi det netop er beskæftigelsestunge brancher så som restaurationsbranchen, der er hårdt ramt i øjeblikket, og hvor aktiviteten vil vende tilbage.

/ritzau/FINANS

Jacob Nagstrup Brønd

Tags:  macro❯  USA❯ 

Relaterede nyheder